Byret underkender Klagenævnskendelse
Bird&Bird artikel af Advokat Thomas Thorup Larsen og advokat Mikkel Taanum
Klagenævnet for Udbuds kendelse af 7. marts 2022 formelt underkendt af byretten
Retten i Glostrup har den 29. december 2023 som følge af, at sagsøgte (klager) valgte at tage bekræftende til genmæle, fundet, at Albertslund Kommune ikke havde tilsidesat udbudslovens § 55, jf. § 61, stk. 1, ved at have gennemført konkurrenceudsættelsen af delaftale 2, 3 og 4 som et udbud med forhandling i henhold til udbudslovens §§ 61- 66.
Kendelsen
I forbindelse med at Albertslund Kommune skulle have etableret et rammeaftale-setup til brug for håndtering af løbende renovering og reparation af kommunens bygninger, valgte kommunen at udbyde rammeaftalerne om håndværkerydelserne som et udbud med forhandling. Tre potentielle leverandører, hvoraf ingen var blevet prækvalificeret, valgte at indbringe kommunen for Klagenævnet for Udbud (herefter ”klagenævnet”) – oprindeligt med det formål at få plads i prækvalifikationen. Men det lykkedes ikke at få plads i prækvalifikationen. I stedet lykkedes det at få væltet udbudsforretningen med henvisning til, at der ikke var hjemmel til at gennemføre udbudsforretningen som et ”udbud med forhandling”.
Klagenævnets flertal fandt i kendelsen, at kommunen ikke havde været berettiget til at gennemføre udbuddet af de fem rammeaftaler inden for forskellige ”almindelige” håndværkerkategorier med flere leverandører på hver rammeaftale som et udbud med forhandling.
Her blev det generelt udtalt,
- at § 61 om udbud med forhandling er en undtagelsesbestemmelse, som derfor skal fortolkes indskrænkende,
- at udbud med forhandling ikke kan anvendes, medmindre et udbud uden forhandling med sandsynlighed ikke kunne føres med et tilfredsstillende resultat,
- at det skulle tillægges bevismæssig betydning, at ordregiver ikke på forhånd havde godtgjort, at betingelserne for anvendelse af udbud med forhandling var opfyldte, og
- at udbud af en rammeaftale underlægges en hårdere bevisvurdering i relation til forhandlingsadgangen.
Klagenævnets kendelse blev af kommunen indbragt for Retten i Glostrup, da kommunen fandt, at klagenævnets fortolkning af reglerne om udbud med forhandling var for snæver, eller i det mindste at de generelle præmisser og begrundelsen for, at kommunen ikke skulle have været berettiget til at anvende udbudsformen ”udbud med forhandling”, var mangelfuld.
Retten i Glostrups dom
Retten i Glostrup afsagde den 29. december 2023 sin afgørelse i sagen ”Albertslund Kommune mod Albertslund Tømrer og Snedker A/S, VVS & Varmeteknik A/S og HRH EL A/S”.
Retten fandt, at kommunen ikke havde tilsidesat udbudslovens § 55, jf. § 61, stk. 1, ved at have gennemført konkurrenceudsættelsen af delaftale 2, 3 og 4 som et udbud med forhandling i henhold til udbudslovens §§ 61- 66. Yderligere fandt Retten, at kommunens tildelingsbeslutninger af 22. februar 2021 i forhold til delaftalerne 2, 3 og 4 ikke skulle annulleres.
Hvad så nu?
Klagenævnets kendelse af 7. marts 2022 er formelt underkendt af Retten i Glostrup. Desværre indeholder dommen ikke en prøvelse af klagenævnets argumentation eller en stillingtagen til det materielle i sagen, men er blot en dom som følge af, at indklagede i december 2023 valgte at tage bekræftende til genmæle – altså opgive sagen.
Det bliver således interessant at se, hvorvidt klagenævnet, hvis de igen bliver præsenteret for en sag, hvor de skal tage stilling til rammerne for brugen af udbud med forhandling, vil nuancere sit syn på brugen af udbud med forhandling.
De fleksible udbudsformer indebærer et væld af fordele, og man kan kun håbe, at klagenævnet en anden gang vil vælge en mindre restriktiv tilgang til selve adgangen, eller, hvis den snævre adgang fastholdes, vil vælge at gøre præmisserne konkrete og dermed afholde sig fra generelle restriktive udsagn, medmindre disse klart kan udledes fra de udbudsretlige regler og kilder.
Se også: https://www.twobirds.com/da/insights/2023/denmark/udbud—klagenaevnet-for-udbuds-kendelse-af-7,-d-,-marts-2022-formelt-underkendt-af-byretten