Udfasning af gasfyr urealistisk
NEKST-udvalget har i dag ved en konference på Christiansborg offentliggjort sine hovedanbefalinger til, hvordan omlægningen til en grøn varmeforsyning i de danske husstande kan ske hurtigt og omkostningseffektivt.
Ved konferencen oplyste formanden for NEKST-arbejdsgruppen ”Farvel til gas i danske hjem”, Lars-Peter Søbye, at udvalget ikke finder det realistisk at nå en udfasning af alle gasfyr i 2035, hvorfor de anbefaler politikerne at ændre denne del af den politiske aftale.
Ifølge Biogas Danmark er det positivt, at NEKST-udvalget samtidig anerkender, at den dansk producerede biogas vil skulle spille en rolle i varmeforsyningen. Det er særligt tilfældet de steder, hvor der er modstand mod at opgive gasfyret af praktiske eller økonomiske årsager. Den nationale gasdistributør Evida forventer, at der stadig vil være op mod 120.000 private gaskunder med gasfyr i 2035.
– Biogas kan levere et markant bidrag til, at Danmark kan nå helt i mål med den grønne omstilling af varmeforsyningen, men det er vigtigt, at der politisk bliver stillet skarpt på, hvordan vi konkret kan sikre, at ustøttet biogas kan leveres på markedsvilkår til de varmekunder, der fortsat har behov for gas, siger Frank Rosager, direktør i Biogas Danmark.
Læs videre her: Biogas er det grønne alternativ, hvor konvertering af gaskunder er vanskelig – Biogas Danmark