Teglgigant tager grønt ansvar
Grøn Teglgigant tager syvmileskridt. Allerede fra næste år reducerer Europas største teglproducent CO2-aftrykket fra sine danske teglværker med hele 35 procent. Virksomheden har indgået en 5-årig aftale med Danmarks største biogasproducent Nature Energy om, at biogas fra 2022 skal udgøre halvdelen af den energi, der bruges i teglproduktionen.
– Vi ønsker at tage ansvar for den grønne omstilling, og med den nye aftale tager vi et kæmpe skridt fremad mod vores mål om CO2-neutral produktion i 2050. Aftalen betyder, at man også fremover vil kunne bygge med tegl. Mursten, der er arkitekternes foretrukne byggemateriale til facader, bliver nu også et af de grønneste produkter på markedet, udtaler Henrik Dietrichsen, der er Regional Managing Director Nordics i Egernsund Wienerberger.
– Nature Energy er utrolig stolte over, at vores biogas er med til at gøre den danske teglproduktion meget mere klimavenlig. Dette partnerskab viser, hvordan biogas kan gøre en vigtig forskel for industrien og de danske produktionsvirksomheder, som vil have klimavenlig energi fremfor olie og kul, men som ikke kan bruge grøn strøm, siger adm. direktør for Nature Energy, Ole Hvelplund.