Sporing af giftstoffer i spildevand og drikkevand
Virksomheder, landbrug og husholdninger i Europa anvender i dag tilsammen mere end 100.000 forskellige kemikalier. Og hvert år bliver over 1.000 nye kemikalier føjet til listen. Mange af kemikalierne er giftige og ender desværre i spildevandet.
En ny analysemetode skal gøre det muligt hurtigt at afgøre, om en spildevandsprøve indeholder kemikalier i mængder, der er giftige, når vandet bliver ledt ud fra rensningsanlægget – også de ukendte giftstoffer.
Med erfaringerne fra det igangværende projekt ’Gandalf’, er et hold, der består af anerkendte forskere fra Danmark, Schweiz og Sverige samt analysevirksomheder, forsyningsselskaber, myndigheder og organisationer, gået sammen om at udvikle denne nye og unikke metode.
Det sker i det nye projekt ’Vandalf’. Projektet bygger videre på erfaringerne fra igangværende dansk og international forskning. Projektet er støttet af Innovationsfonden.
Spildevandsselskaberne BIOFOS og VandCenter Syd er partnere i projektet. BIOFOS renser spildevand fra 1,4 mio. indbyggere i hovedstadsområdet og er Danmarks største spildevandsselskab, mens VandCenter Syd er landets tredjestørste.
Danmarks største miljølaboratorium Eurofins medvirker også i projektet.
Læs videre her: https://innovationsfonden.dk/da/investeringer/investeringshistorier/kemiske-fingeraftryk-skal-afslore-ukendte-giftstoffer-i