Smid ikke gamle lamper og lysarmaturer ud
Der er rigtig god økonomi og fornuft i at genbruge byggeaffald, så lad være med at smide jeres gamle lamper og lysarmaturer ud. Fischer: Vi vil gerne købe dem!
Ved at indsamle næsten 8000 gamle og udtjente lamper og lysarmaturer og forvandle dem til ”nye” og spændende belysningsløsninger lykkedes det os i Fischer Lighting at lave en besparelse på 244 tons CO2 og 17 millioner liter vand i 2021. Vores mål er at opnå endnu større besparelser og samtidig hjælpe med at skubbe hele branchen i en mere bæredygtig retning. Så står du med 100+ gamle lamper og lysarmaturer, er du meget velkommen til at kontakte os lyder opfordringen fra Fischer, som hermed er videregivet.
Affald fra Naturhistorisk Museum er blevet til spændende belysning i Holstebro. Da Naturhistorisk Museum i 2019 skulle nedrives blev flere hundrede udtjente men ellers velfungerende lysarmaturer til overs. I stedet for skrotvejen fik Fischer Lighting tilgang til de gamle armaturer gennem nedrivningsvirksomheden Tscherning, så vi kunne redesigne og gøre dem klar til et nyt og spændende liv. Det har rigtig mange af dem efterfølgende fået, og nu finder de omdannede lamper også vej til Bropas i Holstebro, hvor de sammen med andre bæredygtige belysningsløsninger fra vores katalog kommer til at pryde indretningen – helt i tråd med stedets DNA.
BroPas skal nemlig fremover være fællesskab for innovative iværksættere, som arbejder cirkulært og har fokus på en fremtid uden affald. Om valget af Fischer Lighting som leverandør siger Jonas Bendtsen Gol, projektleder hos BroPas: – I Fischer Lightings katalog fandt vi belysningsløsninger, som passer perfekt ind i vores miljø og fortælling. Det er gamle kvalitetsarmaturer fra historiske bygninger, såsom Naturhistorisk Museum, som i stedet for at blive smidt ud nu er omdannet til nye flotte lamper, hvilket både sparer masser af ressourcer, giver os et rigtig godt eksempel på cirkulær økonomi i praksis, og ikke mindst giver designudtrykket også det helt rigtige look til vores lokation.