Skifter navn
Energi- og olieforum skifter navn til Drivkraft Danmark. – Vi ved ikke præcist, hvad fremtidens energimix bliver, men vi ved, at kunderne kan få det på vores stationer. Det er den udvikling og omstilling vi vil understrege med navnet Drivkraft Danmark, lyder signalet.
Ligesom energien er branchen i forandring og i gang med at omstille sig. Energi- og olieforum skifter nu navn til Drivkraft Danmark for at understøtte denne omstilling og udviklingen fra benzinstationer til energistationer. Branchen står i dag for 99 % af energien til transporten: – Vi har en afgørende rolle og et særligt ansvar for at holde hjulene i gang og samtidig sikre, at den grønne omstilling for alvor flytter ud på vejene. Branchen har altid leveret sikker og stabil energi til forbrugerne i et marked, der konstant ændrer sig. Det er også vores opgave fremover, forklarer direktør for Drivkraft Danmark Jacob Stahl Otte.