Redningskrans, Herning køber tribuner
Herning Kommune køber tre af de fire tribuner på fodboldklubben FC Midtjyllands hjemmebane, MCH Arena. Købsprisen er 51,5 millioner kroner. Derudover køber Agromek, den anden store aktionær i MCH A/S, en del af de kommercielle faciliteter på den fjerde tribune for 10 millioner kroner.
Dermed får MCH A/S, som i øjeblikket ejer stadion, tilført vigtig likviditet på et tidspunkt, hvor selskabet er presset efter måneder uden indtægter og med udsigt til en periode af ukendt varighed med restriktioner og uvished. – MCH befinder sig i en vanskelig situation. Derfor har vi forhandlet os frem til denne løsning, hvor kommunen køber MCH Arena af MCH med undtagelse af den tribune, hvor de kommercielle aktiviteter foregår, siger Lars Krarup (V), borgmester i Herning Kommune. – Herning Kommune er hovedaktionær i MCH, som har meget stor samfundsmæssig betydning for hele Herning-området. Derfor vil vi gerne hjælpe, hvis vi kan, siger Lars Krarup.
– Det helt afgørende er, at vi handler økonomisk forsvarligt samtidig med, at vi naturligvis overholder alle love og regler på det her område. Det har vi gjort alt for at sikre os, siger Lars Krarup. Herning Kommune har således haft ekstern ekspertbistand fra Deloitte for at sikre, at prisen for tribunerne er den rette, og at alle detaljer overholder gældende lovgivning.
Om Agromeks køb af den fjerde tribune siger – og Sten Andersen, bestyrelsesformand i Agromek , at det har været afgørende at finde en løsning. – MCH er en afgørende brik for Agromek, og som ansvarlig ejer er vi glade for den konstruktive dialog med både MCH og Herning Kommune. Vi er glade for, at det er lykkedes at lande en aftale, som har en fin balance mellem ejerforhold, ejernes interesser i MCH og den likviditet, vi hver især bringer, siger Sten Andersen, bestyrelsesformand i Agromek.
Bestyrelsesformand Poul Sand, MCH siger: – Det er en dybt ulykkelig situation, som MCH, der ellers er en sund virksomhed, helt uforvarende er kommet i. Vi er rigtig glade for den løsning, som vores to største ejere nu har fundet. Det er en løsning, der gør, at vi nu kan fortsætte det hårde arbejde, siger Poul Sand.