Mindre plastikforbrug = mindre genanvendelse
Det er vigtigere at få reduceret forbruget af plastik og skabe produkter, der holder længere, end at se på genanvendelse, hvis vi skal problemet med plastikforurening til livs. Det skriver lektor Kristian Syberg fra Roskilde Universitet sammen med en række internationale forskere i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Science.
Lektor Kristian Syberg fra Institut for Naturvidenskab og Miljø på Roskilde Universitet er en af forfatterne: – Hvis vi kun fokuserer på genanvendelse, har historien vist, at det ikke er tilstrækkeligt, og så får vi ikke de løsninger, der skal til at for at løse problemet med plastikforurening. Vi bliver nødt til at tænke på, hvordan vi reducerer vores brug af unødvendig plastik. Vi bliver nødt til at kigge på, hvordan vi laver produkter, der holder længere, og hvordan vi kan genbruge dem. Først derefter skal vi se på at genanvende det, siger Kristian Syberg.
Han tilføjer: – Samfundet er nødt til at tænke mere holistisk i indsatsen, og så skal man lade implementeringen af cirkulær økonomi være mere inspireret af det, der hedder affaldshierarkiet.
1. Skab ikke mere affald.
2. Lav produkter, der holder længere og kan genbruges.
3. Genanvendelse af materiale, hvor materialet knuses og smeltes om til noget nyt.