Løs problemet sammen – offentligt/privat
Nye tal: Private virksomheder er afgørende for innovation i den offentlige sektor
Når private virksomheder bidrager til offentlig innovation, skabes der oftere højere kvalitet og effektivitet, viser nye tal fra Center for Offentlig Innovation.
Private virksomheder er afgørende for innovation i den offentlige sektor: Hver fjerde offentlige innovation er skabt i samspil med en privat virksomhed. Med 15.000 offentlige arbejdspladser er det ensbetydende med, at private virksomheder samlet set spiller en positiv rolle i flere tusinde offentlige innovationer. Det viser helt nye tal fra Innovationsbarometeret – den officielle statistik over offentlig innovation, som Center for Offentlig Innovation (COI) udarbejder sammen med Danmarks Statistik.
Skaber kvalitet og effektivitet. Tre ud af fire innovationer udført i samarbejde med private virksomheder skaber højere kvalitet. Virksomhedssamarbejderne leverer også oftere effektivitet end andre innovationer, viser de nye tal. – Der samarbejdes med private virksomheder om alle mulige slags innovationer i alle dele af den offentlige sektor, så samarbejdsmønstrene er meget forskellige. Men der er det fællestræk, at resultaterne især giver bedre kvalitet i servicen til borgerne. Der er dog også andre bundlinjer. At udvikle nye løsninger sammen til gavn for borgerne kan også give bedre arbejdsmiljø og faglig stolthed hos de offentligt ansatte,” siger Ole Bech Lykkebo, analysechef i COI.
Et eksempel på en offentlig innovation skabt i samarbejde med en privat virksomhed og på medarbejderinitiativ er selvkørende desinfektionsrobotter på hospitaler. Robotten uskadeliggør 99,99 procent af alle bakterier og mikroorganismer og er udviklet i samarbejde mellem danske hospitaler og virksomheden Blue Ocean Robotics.
Skal skabe skala fra starten. Et andet eksempel er en kontrakt mellem Høje-Taastrup Kommune og DFD (De Forenede Dampvaskerier), der sikrer leverance af genbrugstøj til cirka hver 10. medarbejder – hvilket bidrager til kommunens arbejde for bæredygtighed, herunder en strategi om bæredygtige indkøb, og samtidig sparer kommunen penge. – Selvom innovationssamarbejdet er udbredt og effektfuldt, bør ingen slå den selvtilfredse automatpilot til. Vi skal blive bedre til at sprede de vellykkede enkeltprojekter. Vi må oftere også skabe skala fra starten ved at flere offentlige organisationer går sammen om at stille nye krav efter dialog med virksomhederne. Det kalder vi tværoffentlig skalering af innovative indkøb, og det kommer COI fortsat til at give prioritet i vores videre arbejde, siger Ole Bech Lykkebo, analysechef i COI.
Begge eksempler, den nye statistik samt gode råd kan findes i udgivelsen ‘Løs problemet sammen – offentlig innovation i samarbejde med private virksomheder‘, som netop er udkommet.