Kan vi innovere os til en CO2-neutral fremtid?
– I realiteten har vi kun et meget kort tidsvindue til at få det til at ske. Sådan siger Majken Schultz og Tor Hernes, begge professorer ved Centre for Organization and Time ved Institut for Organisation på CBS.
Den aktuelle udfordring er, at innovative løsninger ofte begrænses af et pres for kortsigtede resultater og værdiskabelse på andre parametre end grøn omstilling. De langsigtede klimamål er abstrakte og ligger mentalt for langt ude i fremtiden. Et problem med hidtidig forskning er, at man ofte antager, at igangværende innovative løsninger og langsigtede mål er adskilte og indimellem uforenelige. Det skal projektet finde løsninger på.
– Med mindre end ti år tilbage til at forhindre uoprettelig skade mod planeten er det nødvendigt at sætte turbo på den grønne omstilling og forene innovative løsninger og langsigtede klimamål. For forskningen viser, at målene højst sandsynligt ikke kan nås, hvis ikke man tænker dem sammen. Vi vil vise, at de har brug for hinanden, tilføjer Majken Schultz og Tor Hernes.
Forskningsprojektet går derfor ud på at undersøge, hvordan der kan skabes synergi mellem igangværende løsninger og en fremtid, der ligger langt ude i horisonten i forhold til de fleste virksomheders strategiske mål. Derfor hedder projektet ‘Making Distant Futures Actionable’ – altså at vi gør det muligt at handle nu på langsigtede mål, siger de to professorer, som står i spidsen for projektet, der finansieres af Novo Nordisk Fonden (NNF) og løber over fire år.
Læs videre her: https://www.cbs.dk/pressen/nyheder/groen-omstilling-kan-innovere-co2-neutral-fremtid