Historisk grøn aftale
Det er en stor aftale for naturen, klimaet og de danske arealer, som i dag er landet. Kommunerne er klar til at løfte opgaven i fællesskab med de lokale landmænd og naturorganisationer, så vi sammen kan nå de ambitiøse mål, lyder det fra KL.
Regeringen, SF, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre indgået en aftale om Implementering af et Grønt Danmark.
Aftalen betyder bl.a., at omkring 10 pct. af Danmarks samlede areal skal omlægges til natur og skov frem mod 2045. Kommunerne får til opgave at sidde for bordenden i lokale treparter med landbrugs- og naturorganisationer, som i fællesskab skal udarbejde omlægningsplaner inden udgangen af 2025 med afsæt i et nationalt udmeldt indsatsbehov. – Nu er der landet en ambitiøs politisk aftale, som bygger oven på den aftale, vi indgik før sommerferien. Det er et stykke danmarkshistorie, som vi i fællesskab skal skrive over de næste år. Vi får plads til mere natur og bedre klima samtidig med, at vi giver fødevarer- og landbrugserhvervet stabile rammer for langsigtet udvikling. I kommunerne har vi i mange måneder nu stået i stampe, mens vi har ventet på denne aftale. For vi får en stor og vigtig opgave sammen med de lokale landmænd og naturorganisationer. Tiden er knap til at få landet de lokale treparter og igangsat de nødvendige projekter, men vi er klar til at give os i kast med den vigtige opgave, der venter, siger KL’s formand Martin Damm.
Med aftalen er der skabt bredt politisk flertal for den grønne trepartsaftale, som blev indgået før sommer af regeringen og aftaleparterne KL, Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal og Dansk Industri.
– Aftalen vil ændre de danske arealer i årtier frem. Det er store forandringer af vores land, der lægges op til, men det er nødvendigt. For naturen og klimaet har i den grad brug for, at vi gør noget andet. Hvis der er noget, vi kommuner er vant til, er det at have netop dén faciliterende rolle, som er helt nødvendig for at realisere målene i aftalen i tæt samarbejde med landbruget og lokale naturorganisationer, siger Johannes Lundsfryd Jensen, formand for KL’s Klima- og Miljøudvalg.
KL er glad for, at et bredt flertal og mange aktører står bag aftalen. – Den ene er ikke noget uden den anden i den her sag. Hvis vi skal lykkes med at få omsat aftalens store ambitioner til lokal virkelighed, skal alle aktører på banen, så vi i fællesskab løfter opgaven, siger Martin Damm.
KL peger på, at det er vigtigt, at rammerne for det videre arbejde hurtigt kommer på plads, da der i aftalen indgår en meget stram tidsplan. Det skærper kravene til, at regeringen hurtigt får konkretiseret økonomi, organisering, it-understøttelse mv. Det vil KL nu gå i tæt dialog med regeringen om.