Fremtid i teknologidrevet sundhed
– Fremtidens sundhedsvæsen er i høj grad også teknologidrevet. Og hvis den anvendte teknologi skal være dansk, skal vi rykke nu. Vi skal – også i fremtiden – kunne tilbyde danskerne digitale behandlingsløsninger, som er udviklet med udgangspunkt i deres behov, via adgang til stærke sundhedsdata og med et globalt udsyn, så løsningerne også kan komme folk til gavn i resten af verden, siger adm. direktør Lars Sandahl Sørensen, DI.
Han fortsætter: – Nye smarte løsninger vil samtidig kunne frigive tid og ressourcer hos sundhedspersonalet til kerneopgaverne – og frem for alt til den menneskelige kontakt.
DI foreslår, at regeringen nedsætter et vækstteam for healthtech og kunstig intelligens (AI). Skal Danmark være verdens førende healthtech-nation, kræver det et vedvarende fokus på at styrke innovationen og se mulighederne inden for nye teknologier og digitalisering. – Et vækstteam vil kunne være med til at sikre større fremdrift i brugen af data og kunstig intelligens i sundhedsvæsenet i Danmark – og bidrage til at udvikle nye sundhedsteknologiske løsninger sammen med sundhedsvæsenet, sundhedsindustrien, uddannelsesinstitutioner og start-ups. Et tæt samarbejde vil give endnu bedre danske løsninger, som vi kan udbrede til hele verden, siger DI-direktøren.