Fødevareindkøb rammer klimamål før tid
En ny rapport fra verdens største klimatænketank World Ressources Institute viser, at det på fem år er lykkedes Københavns Kommune at nedbringe klimaaftrykket på sit fødevareindkøb med over 25 procent.
Dermed har kommunen nået sit mål om at reducere fødevarernes klimaaftryk med 25 procent inden 2025. – Jeg er superstolt af, at vores arbejde med at nedbringe fødevarernes klimaaftryk nu har båret så meget frugt, at vi har nået vores mål før tid – det er fantastisk! Det er et stort skulderklap til personalet i vores køkkener. At vi hver dag serverer sunde, klimavenlige og velsmagende måltider i vores institutioner, håber jeg også kan være en inspiration til københavnere, der ønsker at spise mere klimavenligt derhjemme, siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S).
PRODUKTFOKUS. Kommunen har nået sit mål gennem en omfattende omstilling i kommunens køkkener, hvor man i flere år blandt andet har fokuseret på at skære ned på kødet og op for grøntsager, bælgfrugter og andre grønne proteinkilder som nødder og frø. Samtidig har man haft et stort fokus på at fastholde måltidernes kulinariske og ernæringsmæssige kvaliteter og har også lyttet til københavnernes præferencer. Børne-og Ungdomsforvaltningen, Sundheds-og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen har ansvaret for kommunens offentlige køkkener:
Siden 2018 har kommunen nedbragt indkøb af oksekød og lammekød med omkring 52 procent og svinekød med knap 20 procent. I dag udgør okse- og lammekød under 1,5 procent af det samlede indkøb. Samtidig er kommunens køb af bælgfrugter, nødder og frø steget med over 50 procent. Det har bidraget til, at kommunens fødevareindkøb i 2023 udledte lige under 32.000 ton mindre CO2e end for bare fem år siden i 2018.
Læs TAL FRA RAPPORTEN & FAKTA OM KOMMUNENS INDSATSER nedenfor
Tal fra rapporten
- Siden 2018 har Københavns Kommune nedbragt CO2e-udledningen på fødevareindkøb med cirka 25 procent pr. kilo indkøbt fødevare. Det svarer til, at for hver eneste kilo fødevare, kommunen købte i 2023, blev der udledt 3,9 kilo mindre CO2e sammenlignet med 2018.
- Københavns Kommune har nedbragt CO2e-udledningen på fødevareindkøb med 31.875ton CO2e siden 2018. I 2023 blev der fra fødevareindkøb i Københavns Kommune udledt 92.308 tons CO2e.
- Siden 2018 har kommunen nedbragt indkøb af oksekød og lammekød med 52 procent og svinekød med 20 procent. Samtidig er kommunens køb af bælgfrugter, nødder og frø steget med 53 procent.
- I 2023 indkøbte Københavns Kommune cirka 8.096 tons fødevarer. I 2018 var det cirka 8.100 tons.
Fakta om kommunens indsatser
- Københavns Kommune satte med vedtagelsen af Mad- og Måltidsstrategien 2020-2025 et mål om at nedbringe CO2e-aftrykket fra fødevareindkøbet med 25 procent inden 2025, opnå 90 procent økologi i de offentlige køkkener inden 2025 og nedbringe madspildet med 50 procent inden 2030.
- Det er medarbejderne i de offentlige køkkener, der dagligt løfter en stor del af den grønne omstilling på mad- og mål-tidsområdet. Blandt andet har skræddersyede rådgivningsforløb og et bredt kursusudbud ved kommunens gastronomiske rådgivere fra Meyers Madhus opkvalificeret medarbejderne til at lave mere klimavenlig mad.
- Der er blandt andet udarbejdet pejlemærker til, hvordan kommunens køkkener reducerer klimaaftrykket fra fødevare-indkøbet uden at gå på kompromis med de specifikke mål-gruppebestemte ernæringsbehov. Pejlemærkerne bruges aktivt i rådgivningen af køkkenerne, og er udviklet i samarbejde med Danmarks Tekniske Universitet (DTU).
- Klimarapporter giver løbende de enkelte institutioner en status på deres individuelle omstilling. Hvis køkkenmedarbejderne løber tør for inspiration til klimavenlig mad, har kommunen udarbejdet en offentlig tilgængelig opskriftsdatabase med op mod 1.000 klimavenlige opskrifter, der alle er ernærings- og klimaberegnede. Københavnerne kan også selv tilgå opskrifterne på kommunens hjemmeside.