Afviser fynsk affaldssortering
10 fynske kommuner har søgt om tilladelse til at indsamle plastaffald og mad- og drikkekartoner sammen med restaffald. Anmodningen kan dog ikke imødekommes af partierne bag Klimaplanen, fordi det vil gøre det sværere at genanvende plastaffald
Kommunerne ansøgte om tilladelse til at blive undtaget fra de almindelige krav om affaldssortering, hvor plastaffald og mad- og drikkevarekartoner sorteres af borgerne. Tanken bag det fynske ønske er at gøre det nemmere for borgerne at sortere affald, fordi der skal sorteres i færre fraktioner Den anmodning kunne Miljøstyrelsen dog ikke imødekomme, lød svaret baseret på partierne bag aftalen om Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi. Aftalekredsen består af Socialdemokratiet, Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Liberal Alliance.
Inden klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi (Klimaplanen) blev vedtaget i 2020, kunne kommunerne frit vælge indsamlingsordninger. Mange kommuner indsamlede kun få typer af genanvendeligt affald, primært papir- og glasaffald. Med Klimaplanen har et bredt flertal i Folketinget strømlinet den kommunale affaldsindsamling for at sikre mere affaldssortering, så Danmark kan efterleve EU’s ambitiøse genanvendelsesmål.
Med Klimaplanen blev det derfor besluttet hvilke 10 affaldstyper, der skal indsamles hver for sig og hvilke affaldstyper, som gerne må blandes sammen i indsamlingen. For eksempel er det tilladt at indsamle pap- og papiraffald sammen, fordi det ikke ødelægger mulighederne for genanvendelse.