Aalborg Havn: Konkurrenter i samarbejde
Samarbejder om kæmpeprojekt i Aalborg. I takt med at komponenter til vindenergisektoren vokser i størrelse, bliver der stillet nye krav til leverandører og underleverandører i branchen. Det mærker man også hos Port of Aalborg, hvor etableringen af et 110.000 kvadratmeter stort areal for Bladt Industries lige nu er i fuld gang. Anlæggelsen af det enorme område sker i et særligt samarbejde mellem Port of Aalborg, MT Højgaard, Aarsleff, Arkil, COWI, Niras og Bravida – og det har effektiviseret projektet markant.
Det kræver kort og godt mere plads at facilitere den hastige udvikling i vindsektoren. Det er tydeligt på Østhavnen i Aalborg, hvor etableringen af et 110.000 kvadratmeter stort areal for Bladt Industries lige nu er i fuld gang. Siden foråret har Port of Aalborg været i gang med etablering af et omfattende areal til Bladt Industries. Nu er dele af det 110.000 kvadratmeter store område klar til at facilitere et nyt kæmpeprojekt for producenten af stålkonstruktioner til vind- og offshore-industrien.
– Vi er meget glade for projektet. Den markante udvidelse betyder, at vi kan samle alle vores aktiviteter til vores fremtidige transformerstationsprojekter på én lokation, mens vi samtidig garderer os til at kunne akkommodere lignende opgaver i fremtiden, fortæller Vice President Operations Management Office hos Bladt Industries, Søren Schlott Mikkelsen. For Bladt Industries har det været afgørende at kunne tage området i brug så hurtigt som muligt. Derfor er anlægsarbejdet delt op i tre større entrepriser. Port of Aalborg er bygherre, mens MT Højgaard, Aarsleff, Arkil, COWI, Niras og Bravida alle er en del af projektet.