Sundhedsydelser: Udbud er positivt
Der kan være ressourcer at spare for regionerne, når de sender sundhedsydelser i udbud. Det viser en rapport, som Rådet for Offentlig-Privat Samarbejde har udarbejdet. Rapporten beskriver erfaringer med at anvende private leverandører via udbud på det regionale sundhedsområde. Den viser, at erfaringerne på de undersøgte sundhedsområder overvejende er positive, men at succesen bl.a. afhænger af, om der er en tæt og åben dialog mellem regionen og leverandørerne.
De ti cases, som er undersøgt i rapporten, ligger inden for disse sundhedsområder: Urologi, MR-scanninger, Neurologi, Øjenlægeydelser (grå stær operationer), Ortopædkirurgi. De undersøgte cases i rapporten viser desuden, at regionernes forventninger til udbuddene er blevet indfriet. Udbuddene har både sikret hurtig udredning og behandling af patienter, og givet regionen økonomiske besparelser sammenlignet med omkostningerne ved at sende patienter videre via det udvidede frie sygehusvalg.
Formand for Rådet for Offentlig-Privat Samarbejde, Mai Buch, siger: – Både regioner og leverandører giver udtryk for, at de har overvejende positive erfaringer med at udbyde sundhedsydelser privat. Hovedparten af regionerne giver desuden udtryk for, at tæt og åben dialog mellem regionen og leverandøren er et nødvendigt udgangspunkt for et godt samarbejde.
Læs hele rapporten ” Rapport om brug af private leverandører på der regionale sundhedsområde” her