Topøkonom ny direktør for Socialstyrelsen
Birgitte Anker tager roret som direktør i Socialstyrelsen. Hun er cand.polit. fra Københavns Universitet og kommer fra et job som afdelingschef i Finansministeriet. Inden da har hun som afdelingschef i det tidligere Økonomi- og Indenrigsministeriet stået i spidsen for afdelingen Dansk Økonomi.
Social- og indenrigsminister Karen Ellemann siger: – Det er min og regeringens klare ambition at skabe socialpolitik på baggrund af viden om det, der virker. Her spiller Socialstyrelsen en helt central rolle, og jeg er meget tryg ved, at det bliver Birgitte Anker, der nu skal lede styrelsen. Hun har tidligere skabt stærke resultater i krydsfeltet mellem politik, analyse og forvaltning, og det er min klare forventning, at hun også kan tage Socialstyrelsen skridtet videre.
Birgitte Anker har gedigen indsigt i velfærdspolitiske udfordringer og ved, hvad det vil sige at skabe struktureret viden om socialfaglige problemstillinger, hun udtaler: Jeg vil lægge afgørende vægt på et konstruktivt og gensidigt berigende samspil med kommuner, regioner og relevante organisationer.