Kolding rykker rundt
Det er kommunaldirektør Rikke Vestergaards skifte til Region Syddanmark, der begrunder dette skifte og samtidig opretter Kolding en ny direktørstilling, der skal sikre større fokus på arbejdsmarked og integration.
Thomas Boe (foto) konstitueres som Kommunaldirektør med virkning fra 1. maj. Samtidig bliver stillingen slået op, så den kan blive besat permanent allerede inden sommerferien. Da stillingen straks bliver slået op, bliver der ikke i mellemtiden konstitueret en By og Udviklingsdirektør. Områdecheferne i By og Udviklingsforvaltningen fortsætter med at have ansvaret for eget område, herunder også den politiske betjening.
Samtidig med at stillingen som kommunaldirektør bliver slået op, oprettes der en stilling som Arbejdsmarkeds- og Integrationsdirektør, der får ansvaret for hele arbejdsmarkedsområdet, herunder jobcentret, samt integration, hvor der bla. skal sikres beskæftigelse til de mange nye flygtninge. Indtil den stilling bliver besat, hører arbejdsmarkedsområdet og jobcentret midlertidigt under Børne og Uddannelsesdirektør, Helle Thiele fra 1. maj.