’Sunrise 2027’ – Farvel stregkode og velkommen QR-kode

På 50-årsdagen for at stregkoden blev scannet for første gang, opfordrer 22 brancheledere – herunder onlinemarkedspladser som Alibaba.com, detailkæden Carrefour og de to største producenter af FMCG-varer, Nestlé og Procter & Gamble, til global adoption af QR-koder med GS1-standarder. Drevet af GS1, den førende standardorganisation bag stregkoden, kan disse QR-koder indeholde en lang række forbrugerrelevante produktinformationer, der er let tilgængelig via smartphones – hvilket forventes at revolutionere forbrugeroplevelsen – ligesom stregkoden gjorde det for 50 år siden.

22 af verdens største virksomheder er således enige – og har underskrevet en fælles, global erklæring, der opfordrer til at overgå til QR-koder fra GS1. Virksomhederne ønsker at gå forrest i at revolutionere forbrugeroplevelsen og gøre data om produkter, deres klimaaftryk, indholdsstoffer og meget mere, tilgængeligt med blot ét simpelt scan med en telefon.

En revolutionering af forbrugeroplevelsen: I modsætning til traditionelle stregkoder giver QR-koder fra GS1 forbrugere adgang til produktinformationer, der gør det nemmere at træffe mere oplyste valg, når man handler.

• Klimapåvirkning: Med den stigende efterspørgsel på at forstå miljøpåvirkningerne af de produkter, man køber, kan QR-koder fra GS1 give oplysninger om, hvor et produkt er blev produceret, dets komponenter, CO2-aftryk og vejledning om genbrug, reparationsmuligheder og information om emballager.

• Fødevaresikkerhed: Ud over sundhed og ernæring, kan QR-koder fra GS1 nemt og effektivt præsentere lovgivningsbestemte oplysninger, detaljeret allergirådgivning og ‘Bedst før’-datoer. Det gør det muligt at afvise udløbne eller tilbagekaldte fødevarer direkte ved kassen ligesom de varer, der nærmer sig udløb, automatisk nedsættes i pris, hvilket, undersøgelser har vist, medfører en væsentlig reduktion af madspild.

• Bedre forbrugeroplevelse: Med information, der ikke længere er betinget af størrelsen på produktet, kan QR-koder fra GS1 forbedre forbrugeroplevelsen ved at linke til yderligere information på nettet, videoguides, opskrifter eller anden relevant information.

Inden 2027 skal QR-koder fra GS1 være adopteret

Under overskriften ’Sunrise 2027’ er denne enorme samarbejdsindsats for at fremme globale standarder for effektivitet, sikkerhed og bæredygtighed på tværs af detail- og forbrugerindustrierne, skudt i gang. De 22 virksomheder, der begynder at vinke farvel til den velkendte stregkode, er en kombination af førende mærkeejere, producenter og markedspladser med en samlet markedsværdi på over 1,3 billioner USD. Målet med samarbejdet er ambitiøst og klart: Inden udgangen af 2027 skal QR-koder med GS1-standarder være bredt adopteret. Det kræver en stærk og koordineret indsats mellem producenter og detailhandlere. Producenter opfordres til at igangsætte implementeringsprocesser af QR-koder med GS1-standarder på produktemballage, mens detailhandlere skal sikre, at deres POS-scannere er i stand til at læse de nye stregkoder.

Del dette med dit netværk: