Skal koble samfundsansvar og vækst
Globale værdikæder, FN’s bæredygtighedsmål, inklusion af socialt udsatte og lokal sammenhængskraft er blot nogle af de emner, som fremadrettet vil blive drøftet i Dialogforum for Samfundsansvar og Vækst. Det nye Dialogforum der netop er lanceret af erhvervs- og vækstministeren, skal understøtte virksomhedernes arbejde med at tage samfundsansvar og samtidig skabe den størst mulige vækst til gavn for den enkelte virksomhed og for samfundet.
Direktør Dan Boyter, nyudnævnt formand for Dialogforum for Samfundsansvar og Vækst: – Danske virksomheder har et godt udgangspunkt for at arbejde med innovative løsninger, der inkluderer samfundsansvar som en integreret del af forretningen. Jeg tror den bedste chance for succes er at bygge på vores styrker, og vende udfordringerne til en mulighed. Jeg ser som formand frem til at facilitere dialogen om, hvordan vi kan realisere virksomhedernes potentialer og muligheder på området.
Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen: – Jeg har store forventninger til Dialogforum for Samfundsansvar og Vækst. Danske virksomheder tager i dag samfundsansvar på mange niveauer, men vi kan blive endnu bedre til at skabe rammerne for, at vækst og samfundsansvar kan gå hånd i hånd. Det gælder lokalt, hvor blandt andet socialøkonomiske virksomheder spiller en vigtig rolle i at skabe bæredygtige og attraktive lokalsamfund. Og det gælder globalt, hvor opmærksomheden på virksomhedernes ansvar for hele deres værdikæde er stigende.
Dialogforum for Samfundsansvar og Vækst skal blandt andet indsamle og formidle viden om tendenser inden for samfundsansvar og socialøkonomi, fremme partnerskaber og dialog mellem virksomheder og interessenter på feltet og bidrage til regeringens politikudvikling på området.