Ny Teknik & Miljø direktør i Esbjerg
Den 1. januar 2023 eller snarest derefter sætter Henrik Studsgaard sig i stolen som ny direktør for Teknik & Miljø i Esbjerg Kommune, og med sig tager han stor erfaring fra toplederstillinger.
Esbjerg Byråd har netop godkendt ansættelsen af Henrik Studsgaard som ny direktør for Teknik & Miljø, og han vil fra den 1. januar 2023 eller snarest derefter komme til at stå i spidsen for Teknik & Miljø. Hans opsigelsesvarsel er under forhandling.
Henrik Studsgaard er jurist og har også en uddannelse som skov- og landsskabsingeniør samt en HD i finansiering og kreditvæsen. Bag sig har han flere toplederstillinger, og senest kommer Henrik Studsgaard fra et job som departementschef i Miljøministeriet gennem ti år. Den nye direktør har bl.a. beskæftiget sig indgående med natur, klima og miljø, der i høj grad er centrale emner for Teknik & Miljø.
Henrik Studsgaard bliver direktør for Teknik & Miljø, efter at den tidligere direktør, Erik Jespersen, den 1. oktober begyndte i et nyt direktørjob i Odense Kommune, og siden har kommunaldirektør Rikke Vestergaard fungeret som direktør for Teknik & Miljø.
”Jeg er glad for, at vi har ansat Henrik Studsgaard, og ser frem til at byde ham velkommen i direktionen. Jeg er sikker på, at Henrik Studsgaard sammen med de dygtige ledere og medarbejdere i Teknik & Miljø kan fortsætte den positive udvikling og være garanter for det gode samarbejde både på tværs i organisationen, med det politiske niveau og med vores vigtige samarbejdspartnere eksternt,” siger kommunaldirektør Rikke Vestergaard.