Ny enhed skal styrke offentligt-privat samarbejde
En ny enhed skal understøtte bedre samarbejde mellem det offentlige og private. Regeringen, KL og Danske Regioner er i dette års økonomiaftaler enige om at etablere en enhed for det offentlige og private samarbejde med henblik på at styrke samarbejdet med erhvervslivet om indkøb og udvikling af innovative løsninger til den offentlige sektor. Enheden sammenlægges med det nuværende Center for Offentlig Innovation (COI) fra årsskiftet og bliver til Center for Offentlig-Privat Innovation (COPI).
Den nye enhed skal gøre det mere attraktivt for virksomheder at igangsætte innovative samarbejder med det offentlige. Enheden skal bidrage til offentlig-private samarbejder om udvikling af nye teknologiske løsninger eller anvendelse af kendt teknologi på en ny og innovativ måde.
Innovationsprojekterne skal tage udgangspunkt i de udfordringer den offentlige sektor konkret står overfor, og skal samtidig have blik for eksportpotentialet for danske virksomheder. Konkret skal enheden særligt understøtte løsning af udfordringer inden for velfærdsteknologi, grøn omstilling og bæredygtigt byggeri.
Erhvervsminister Simon Kollerup: – Samarbejdet mellem det offentlige og private virksomheder er en hjørnesten i den danske samfundsmodel. Med den nye enhed styrker vi det samarbejde afgørende, sådan at vi i fælleskab kan skabe konkrete innovative løsninger. Under corona-krisen har vi set vigtigheden af, at det offentlige og private spiller sammen. Netop dét skal den nye enhed understøtte, så vi ser mere offentlig innovation om bl.a. nye teknologiske løsninger til gavn for velfærden og den grønne omstilling.
Den nyetablerede enhed for offentlig-privat samarbejde skal bl.a. bidrage med udbudsfaglig sparring samt understøtte vidensopsamling og forankring på tværs af eksisterende indsatser, herunder i erhvervsfremmesystemet. Med sammenlægningen til det nye Center for Offentlig-Privat Innovation (COPI) får indsatsen rygvind fra COI’s innovationsfaglige kompetencer og praksiserfaring, der kan styrke den offentlige sektors evne til at udvikle og samarbejde med private virksomheder om innovative løsninger.
Den samlede enheds bevilling bliver 19,6 mio. kr. årligt, heraf 4 mio. kr. fra kommunerne og 2 mio. kr. fra regionerne.