Det offentlige er for dårlige til at evaluere
Nye tal viser at kun fire ud af 10 innovationer i den offentlige sektor er evalueret – heraf er en fjerdedel kun baseret på egne faglige vurderinger. Det går ud over spredningen af de gode løsninger. Det står kort og godt skidt til med den offentlige sektors evne til at evaluere nye løsninger. Det viser nye tal fra Center for Offentlig-Privat Innovation (CO-PI) udarbejdet sammen med Danmarks Statistik.
Kun fire ud af 10 offentlige innovationer er evalueret. Heraf er en fjerdedel udelukkende baseret på egne faglige vurderinger hos dem, der har udviklet løsningen. Når de nye løsninger ikke bliver evalueret, går vi både glip af brugbar viden om løsningernes værdi – og spredningen af de gode løsninger bliver sværere.
– I et så modent innovationsland som Danmark er det simpelthen ikke godt nok, at det stadig halter så meget med evaluering. Der er et kæmpe uudnyttet poten – tiale i at lave ikke kun flere, men også bedre evalueringer af innovation. Ellers går vi glip af værdifuld viden og svækker grundlaget for deling og genbrug på tværs af den offentlige sektor, siger Lene Krogh Jeppesen, chefkonsulent i CO-PI.
Hun understreger, at billedet ikke er bedre for innovation skabt i offentlig-privat samarbejde: – Man skulle tro, at innovation skabt i samarbejder mellem offentlig og privat sektor havde en højere evalueringsrate, fordi begge må have en interesse i at dokumentere værdien af innovationen og innovationsarbejdet. Men sådan ser det ikke ud. Også her er der barrierer og rammer, vi skal have arbejdet med, siger Lene Krogh Jeppesen.
Ifølge tal fra Innovationsbarometeret er evalueringer, som udelukkende er baseret på egne faglige vurderinger – frem for undersøgelser blandt fx medarbejdere, borgere og virksomheder – stort set ikke bedre end slet ikke at lave en evaluering. – Vi har længere turneret med budskabet om, at når vi evaluerer, skal vi altså også bevæge os ud og få data fra de borgere, virksomheder, samarbejdspartnere og medarbejdere, der er berørt af den nye løsning, vi har implementeret. Det er altså ikke så farligt, og man bliver gevaldigt klogere af at undersøge værdien af innovationen blandt andre, siger Lene Krogh Jeppesen.