AARHUS, NY STADSARKITEKT

Aarhus Kommune har med virkning fra det nye år ansat arkitekt og urban designer Anne Mette Boye som ny stadsarkitekt. Udnævnelsen markerer et ambitiøst retningsskifte for embedet i landets næststørste by. Hun har de seneste 16 år arbejdet med bydesign og byudvikling. Både som arkitekt, underviser, forsker og konsulent for projekter, hvor mange interessenter skulle samles om at skabe velfungerende byrum og byudvikling.

Anne Mette Boye kommer fra en stilling som studielektor på Arkitektskolen Aarhus, og forsvarede onsdag sin Ph.d. om videreudvikling af bæredygtige erhvervsområder. Hun er også indehaver af konsulentvirksomheden SecondCity, der arbejder med at udvikle gode projekter for byudvikling, byliv og byrum.

Med ansættelsen af Anne Mette Boye har Aarhus Kommune ønsket at styrke stadsarkitektembedets opgave i forhold til at forme den langsigtede udvikling af byens arkitektoniske udtryk frem for udviklingen af enkeltprojekter. Anne Mette Boye er uddannet urban designer fra Aalborg Universitet i 2004. Hun har siden været landskabsarkitekt hos Schønherr Landskab, medstifter af tegnestuen Metopos, været projektleder og del af ejerkredsen hos Bascon før hun tiltrådte på Arkitektskolen Aarhus.

Del dette med dit netværk: