Kan det passe? – omtale i UdbudsMedia.dk lander på ministerbord
Sagen om de voldsomme administrationsomkostninger i Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede (AFU) havner nu på ministerens bord. Folketingsmedlem Betina Kastbjerg fra Danmarksdemokraterne har med henvisning til Udbudsmedias omtale af sagen, bedt beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen om at forholde sig til, at Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede (AFU) i 2022 brugte 9,8 millioner kr. på administration for at udbetale 100.000 kr. til de ansatte i to udenlandske virksomheder.
Folketingsmedlemmet henviser til den kritik, Dansk Håndværk har rejst, efter at have gennemgået administrationsudgifterne i fonden i forhold til de udbetalinger, der sker til det faktiske formål. Fonden skal udbetale erstatning til ansatte i udenlandske virksomheder, der har snydt deres ansatte for løn, mens de arbejdede i Danmark.
I Dansk Håndværk er direktør Morten Frihagen glad for, at sagen nu haver hos den ansvarlige minister: – Ind til videre har politikerne vendt det blinde øje til, hvordan fonden og dermed erhvervslivets penge forvaltes. Uanset om det nu bringes til ophør, fordi ministeren tvinges til at se på sagen, vil det under alle omstændigheder betyde, at regeringen ikke længere kan påstå, at de er uvidende om forholdene, fastslår arbejdsgiverdirektøren.
Fortsætter som intet var hændt. Dansk Håndværk har efterfølgende tilmed påvist, at forholdene har været lige så grelle i det seneste regnskabsår, hvor der er brugt 9,6 millioner for at udbetale 200.000 kroner. Det betyder, at der i de seneste tre år tilsammen er brugt 28 millioner på ren administration for at udbetale 300.000 kroner. – Vi må spørge, hvorfor politikerne ikke for længst har fundet en anden løsning. I realiteten drejer opgaven sig jo om at følge eksempelvis en dom i arbejdsretten eller voldgiftsafgørelse, når man har konstateret, at en udenlandsk virksomhed ikke kan eller vil rette sig efter dommen. Hvis staten betalte sin del af beløbet, når det vedrører sager, der opstår på offentlige byggerier, ville de millioner, som det private erhvervsliv allerede har indbetalt, række til mange års erstatninger, understreger Morten Frihagen.
Betina Kastbjerg fra Danmarksdemokraterne har via Folketingets beskæftigelsesudvalg spurgt beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen “om ministeren mener, at det er udtryk for en effektiv offentlig administration, når Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede (AFU) i 2022 brugte 9,8 millioner kr. på administration for at udbetale 100.000 kr. til de ansatte i to udenlandske virksomheder”. Ifølge reglerne i Folketinget forventes det, at der ligger et svar fra ministeren senest den 10. maj