Invitation til “Titelkamp”

Flere “priser” skal have ny ejermand. Det handler såvel om en dialogpris og om en udbudspris. Begge bliver offentliggjort på IKAs Årskonference 2017 i næste uge.

Når det handler om Danmarks Bedste Udbud i 2016, er det en kamp mellem et udbud af stomi, hvor interessenterne i udbuddet er Vejen Kommune, Sydjysk kommuneindkøb og Kirstine Hardam A/S. Den anden kandidat er et udbud af tolkeservice, hvor interessenterne i udbuddet er de fem regioner, der har indgået kontrakt med tre tolkeleverandører. Tredie kandidat gør det i “luft”, og interessenterne i udbuddet er Blue Kolding og Stjernholm A/S. Kandidaterne har fanget opmærksomhed ved at sætte fokus på dialog, forhandling og nytænkning i forhold til en kombination af begreberne NegoEconomics, der bedst kan oversættes med forhandlingsøkonomi, og SMARTnership, der igen kan oversættes med klogt partnerskab. På godt gammeldags dansk hedder det vel respekt, tillid og godt købmandsskab. Deltagere i årets Udbudsdag, kender kandidaterne, der allerede ved den lejlighed præsenterede deres positive syn på godt købmandsskab.

Viden er noget vi deler! Sådan lyder velkomsten til IKA Årskonference 2017, der i år er flyttet til København og forventer 600 deltagere. 

Program og indlæg fordeler sig på flere forskellige scener. I bedste “Digitaliseringsmesse” stil, deler eventen sig i forskellige scener: Hovedscenen, som vil præsentere inspirerende og faglige indlæg. Praktikerscenen: vil sætte fokus på værktøjer og cases. Ledelsesscenen: hvor man finder indlæg som inspirerer til ledelseskvalifikationerne. Og endelig Jurascenen: Hvor advokaterne og juristerne frit kan boltere sig – og som det lyder i invitationen: Her er det tilladt og helt okay at nørde i faglige juridiske emner.

Mange af UdbdusMedia.dk`s samarbejdspartnere er også at finde på IKA-messen. Vi ønsker alle nogle rigtig gode og indholdsfyldte dage med masser af godt købmandskab.

Del dette med dit netværk: