Ingen sag mod Holst
Rigsadvokaten har netop besluttet ikke at rejse straffesag om stillingsmisbrug og mandatsvig mod den tidligere regionsrådsformand i Region Syddanmark Carl Holst. Det oplyser statsadvokat Jens Røn fra Rigsadvokaten.
– Efterforskningen har påvist, at personer ansat i regionen ganske vist har udført kampagnearbejde for Carl Holst, der vedrørte hans opstilling til Folketinget, men der er ikke grundlag for at rejse en straffesag mod den tidligere regionsrådsformand, siger statsadvokat Jens Røn.
Dagens afgørelse bygger på 18 måneders efterforskning. Der er blandt andet foretaget afhøringer af 31 personer og foretaget en omfattende gennemgang af sagens dokumenter, herunder 8.200 mails, hvor blandt andet tidspunkterne for mailaktiviteten er blevet analyseret.