Ikast-Brande – suveræn erhvervsvenlighed
Ikast-Brande er nu for 13. gang kåret som Danmarks mest erhvervsvenlige kommune i DI’s årlige måling, Lokal Erhvervsvenlighed. Dog aldrig så suverænt som i år.
Kommunerne i Midt og Vestjylland rykker i år fra resten af Danmark i erhvervsvenlighed. Hele fem kommuner i top 10 er fra den del af Danmark med Ikast-Brande som en lysende nummer èt igen i år. Det viser Dansk Industris årlige måling af danske kommuners erhvervsvenlighed, Lokal Erhvervsvenlighed, der tildeler regionen den mest overbevisende sejr hidtil.
– Med Ikast-Brande som frontløber, må jeg sige, at kommunerne i Midtvest kan noget, som resten af Danmark kan lære af. Der er simpelthen tale om en helt anden tilgang til erhvervslivet end i landets andre kommuner. Tillykke til Ikast-Brande og tillykke til kommunerne i resten af regionen, siger medlemsdirektør i DI Emil Fannikke Kiær.
Fem kommuner i top 10 Af Midt- og Vestjyllands otte kommuner ligger fem i top 10. Og for Ikast-Brande er tallene imponerende. Næsten alle virksomheder i Ikast-Brande anbefaler andre virksomheder at etablere sig i kommunen. Og af de 10 kategorier, som Lokal Erhvervsvenlighed måler, vinder Ikast-Brande de fire – det er ’Information og dialog’, ’Skatter, gebyrer og erhvervsareal’, ’Infrastruktur’ og ’Overordnet tilfredshed’.
Herning er nummer to, Ringkøbing-Skjern nummer fem, Lemvig nummer otte og Struer nummer 10. Struer er endda sprunget 29 pladser frem i forhold til 2023. – Med Midtvest, men også Syd- og Østjylland i spidsen, er det jyske kommuner, der generelt er mest erhvervsvenlige. Et godt og fremgangsrigt erhvervsliv, der skaber liv, vækst og job i kommunerne, er guld værd lokalt. Det håber jeg, at især Sjælland og Bornholm vil lære af, siger Emil Fannikke Kiær.
Undersøgelsens resultat er baseret på knap 7.500 virksomhedsbesvarelser af et spørgeskema med 22 spørgsmål samt 37 statistiske indikatorer. Et godt og fremgangsrigt erhvervsliv, der skaber liv, vækst og job i kommunerne, er guld værd lokalt. Det håber jeg, at især Sjælland og Bornholm vil lære af, siger Emil Fannikke Kiær.