Energinet.dk, ny bestyrelse
Tidl. MF for (V) Kim Andersen er ny formand for bestyrelsen
Andersen (foto) afløser Niels Fog, som har haft posten de seneste 10 år.
Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt har udpeget ny bestyrelse for Energinet.dk. – Energimarkederne bliver mere og mere europæiske, og i takt med at el- og gassystemerne krydser flere grænser og transporterer mere vedvarende energi, er det vigtigt, at der fortsat er stor fokus på konkurrence, effektiv infrastruktur og ikke mindst sikker forsyning. Derfor er jeg også glad for at kunne udpege en bestyrelse for Energinet.dk, med Kim Andersen i spidsen, som på kompetent vis kan løfte arven. Jeg ser frem til at fortsætte det gode samarbejde med Energinet.dk, siger Lars Chr. Lilleholt.
Energinets nye bestyrelse består af 11 bestyrelsesmedlemmer, hvoraf otte, herunder Kim Andersen, er udpeget af ministeren. De øvrige tre medlemmer er udpeget af medarbejderne, og den nye bestyrelse kommer til at se således ud: Kim Andersen (formand), tidl. folketingsmedlem, Charlotte Møller, økonomidirektør PFA Pension. Hanne Søndergaard, vicedirektør Arla Foods UK, Hans Duus Jørgensen, partner og tidl. direktør, Hans Simonsen, ingeniør og HD, Lars E. Clausen, ejer af konsulentfirma, tidl. direktør, Niels Bergh-Hansen, tidl. direktør, Peter Møllgaard, professor på CBS, Berit Schilling, afregningskoordinator i Energinet.dk’s afdeling for Markedsdrift El, Rasmus Munch Sørensen, energianalytiker i Energinet.dk’s afdeling for Energianalyse og Carl Erik Madsen, ingeniør i Energinet.dk’s afdeling for Vedligehold Fyn og Sjælland
Fakta – Energinet.dk: Energinet.dk har ansvaret for danskernes forsyningssikkerhed for el og gas, og selskabet ejer og driver det overordnede højspændingsnet, gastransmissionsnet og to gaslagre. Energinet.dk er en selvstændig offentlig virksomhed og ejes på statens vegne af energi-, forsynings- og klimaministeren.