Danskerne og IT
Bog fra Danmarks Statistik sætter fokus på, hvordan befolkningen i EU anvender it i deres dagligdag, med fokus på emner som adgang og brug af internet, it-vaner som køb over internettet og brug af social medier m.m. I dette års udgave af bogen er it-sikkerhed fremhævet som et tema med eget kapitel.
Et af resultaterne i bogen er, at 19 pct. af internetbrugerne mellem 16 og 74 år i EU angiver, at frygten for brud på deres it-sikkerhed afholder dem fra at handle over internettet – i Danmark ligger det tal på 22 pct., altså en smule over EU gennemsnittet. I Sverige er det endda hver tredje, der oplever denne bekymring som barriere for deres internetkøb.
I EU er Danmark blandt de lande, hvor kontakten til offentlige myndigheder gennem it er størst. 88 pct. af danskerne, altså næsten ni ud af ti, har haft digital kontakt til offentlige myndigheder inden for det seneste år – for EU ligger gennemsnittet kun på 46 pct. Ud over Danmark har de nordiske lande generelt en høj grad af digital kontakt til offentlige myndigheder. I Danmarks tilfælde skyldes det, at den digitale selvbetjening er blevet obligatorisk for alle, med mindre de har en meget god årsag til ikke at kunne anvende it som kontaktform.
Af andre konklusioner i bogen kan nævnes, at: I 2011 havde 38 pct. af internetbrugerne i EU mindst én social netværksprofil – et tal der steg til 50 pct. i 2015. I Danmark har 65 pct. af internetbrugere en social netværksprofil og er derfor blandt de lande i EU der har størst tilknytning til sociale netværkstjenester. At 29 pct. af de danske internetbruger mellem 65 og 74 år har en profil på et socialt medie. Det er dobbelt så mange som gennemsnittet i EU. Og at danske internetbrugere er de flittigste til at dele eget indhold som fx kommentarer, videoer og fotos med andre på sociale medier. Hver anden dansker uploader billeder eller andet indhold, mens gennemsnittet for EU-landene kun er 29 pct