Behov for øget digitalisering
Af: Cand. Merc. Jesper Baadsgaard
Danmark ska være det dygtigste land i verden til at skabe vækst og velstand gennem teknologi. Og landet skal have et klart mål at stile efter – et såkaldt ”moonshot!” Det fastslår DI Digital. Regeringen fastslår i en ny redegørelse, at der er lang vej igen, før vi høster gevinsterne af digitalisering. Helt enig, lyder det fra erhvervsorganisationen Dansk Industri.
– Det kan godt være, at vi er i front med brugen af it i det danske samfund. Men vi har længe peget på, at vi ikke må hvile på laurbærerne. Vi skal videre og være endnu mere ambitiøse med digitalisering, både i erhvervslivet og i det offentlige. Regeringens redegørelse viser nu også, at vi stadig har langt at gå. Det er vi enige i, siger branchedirektør Adam Lebech, DI Digital, som er DI’s branchefællesskab for it-, tele-, elektronik- og kommunikationsvirksomheder.
Regeringens årlige redegørelse for Danmarks digitale vækst giver en status på rammerne for samfundets digitalisering herunder brug af it i dansk erhvervsliv. Redegørelsen viser blandt andet, at der er en alvorlig mangel på it-specialister allerede i dag, og at det bliver meget værre fremover. 19.000 medarbejdere med it-kompetencer vil der ifølge regeringen mangle i 2030. – Uden de digitale specialister mister danske virksomheder opgaver, og Danmark går glip af fordelene ved digitalisering. Vi mangler medarbejdere, der kan udvikle nye digitale løsninger. Vi mangler dem, der kan forstå og analysere de store mængder data, der indsamles rundt omkring, siger DI-direktøren.
– Her og nu er det derfor nødvendigt, at virksomhederne kan tiltrække udenlandske specialister, og at vi får uddannet og efteruddannet endnu flere kompetente medarbejdere. Vi skal i en fart have programmering på skemaet i folkeskolen og i ungdomsuddannelserne. Og der skal oprettes flere studiepladser på it- og elektronikuddannelserne, fastslår Lebech Danmark kan ifølge DI kun fastholde førerpositionen som digital nation, hvis politikerne samtidig skaber bedre rammevilkår for investeringer i digital infrastruktur. – Det er bekymrende, at vi er bagud med at bruge digitale værktøjer til at producere smartere eller til at analysere data – som der er et meget stort forretningspotentiale i – bl.a. fordi vi mangler de rigtige medarbejdere. Det er vigtigt, at vi får sat en klar strategi fra regeringen, der adresserer disse udfordringer, siger Adam Lebech.
DI mener, at politikere og virksomheder skal fokusere skarpere på, hvordan samfundet kan få større udbytte af at bruge digitale værktøjer både i det offentlige og i virksomhederne. – Det er meget interessant, at regeringen i redegørelsen retter søgelyset mod de rammer, som Folketinget grundlæggende selv er herre over, og som gør, at Danmark bedre kan udnytte de digitale muligheder. Det er vigtigt, at politikerne forstår, at de har stor indflydelse på, om vi udnytter det digitale potentiale fuldt ud, siger Adam Lebech.