Udbudstal bekymrer
DI: Kommunernes udbud står i stampe
Kommunerne slæber på fødderne i deres samarbejde med private virksomheder og sender alt for få offentlige opgaver i udbud. Nye PLI-tal fra Danmarks Statistik viser, at kommunerne i 2017 samlet set udliciterede 26,9 pct. af de udbudsegnede opgaver. Det er en uanselig stigning på 0,2 procentpoint fra året før og giver anledning til bekymring hos DI.
DI branchedirektør Jakob Scharff: – Udviklingen er som små hop på stedet – vi kommer ikke rigtig fremad. Vi må desværre konstatere, at kommunernes udbud står i stampe, og det er højst uhensigtsmæssigt, når vi nu ved, at udbud er et vigtigt redskab til at sikre, at borgerne får den bedst mulige service for deres skattekroner.
Branchedirektøren fortsætter: – Det er ganske enkelt sund fornuft at undersøge, hvad man får for pengene, men denne fornuft udebliver desværre ofte, når det gælder borgernes skattekroner. Virksomhederne står parat til at hjælpe kommunerne med at optimere og digitalisere serviceløsninger og ikke mindst øge brugertilfredsheden. Der er et enormt potentiale for at udbygge samarbejdet og give kommunerne de gevinster, som borgerne fortjener, siger Jakob Scharff.
STOR FORSKEL. Der er stor forskel på, hvor mange opgaver danske kommuner hver især har udliciteret. 31 kommuner har udliciteret mindre end 25 pct. af deres udbudsegnede opgaver, mens 20 kommuner gør det med mere end 30 pct. af opgaverne.
– Den store spredning mellem kommunerne bekræfter, at regeringen bør sætte mål for deres udbud, mener DI. – Tallene viser med al tydelighed, at kommunerne både kan og bør sende flere opgaver i udbud – men det skal prioriteres. Vi forventer derfor også, at regeringen snart sætter handling bag sine ord og opstiller måltal for kommunernes brug af konkurrence, siger DI’s Jakob Scharff.-
MÅLTAL FREMMER: – Da vi sidst havde måltal, så vi en markant fremgang i mængden af udbud sammenlignet med den efterfølgende periode, hvor vi ikke havde nogen måltal. Det vidner om, at måltal virker, og at det er et fornuftigt redskab, når man tænker på, at der i dag er udbudsegnede opgaver til en værdi af mere end 170 mia. kr., hvor kommunerne ikke har undersøgt, om de kan drage gavn af de private virksomheders erfaringer, arbejdsgange og nye teknologiske løsninger – for at få mest muligt service for skatteydernes penge, siger Jakob Scharff.