SKI: Dialog frem for bod
Det handler om varemangel og stigende råvarepriser. Øget efterspørgsel på komponenter og produkter generelt på flere vareområder og udfordrede forsyningskæder i fragtmarkedet. Det er noget af det, der er med til at give lange leveringstider og presse råvarepriserne i vejret over hele verden. Det påvirker kunder og leverandører på visse SKI-aftaler. SKI opfordrer offentlige indkøbere til at planlægge langsigtet og undgå at opkræve bod ved forsinket levering.
Stigende priser på råvarer, lange leveringstider og i sidste ende varemangel præger det globale marked, som mange producenter og underleverandører kigger ind i lige nu. I Danmark presser udfordringerne sig også på, og det kan mærkes hos leverandører på SKI-aftaler. Mange af dem er afhængige af det globale produktions- og transportapparat, fortæller Rasmus Lund Kongsgaard, som er markedsdirektør i SKI: – Omstændighederne på det globale marked påvirker såvel forsyningen af fx microchips som fragtpriser. Det giver udfordringer for danske virksomheder – også dem, der leverer til den offentlige sektor. Det gælder både i forhold til de aftaler, der allerede er indgået, samt i forbindelse med nye aftaler, der er på vej i udbud.
Rasmus Lund Kongsgaard opfordrer de offentlige organisationer til at indgå i dialog med leverandørerne om mulighederne for levering: – Kommunerne, regionerne og staten har mulighed for at gøre brug af misligholdelsesbeføjelser og bodsbestemmelser, når en leverance er forsinket. Men formålet med at opkræve bod er jo at rette op på en uønsket adfærd hos leverandøren, hvilket ikke er tilfældet i denne situation. Derfor anbefaler vi, at de offentlige organisationer afholder sig fra at opkræve bod i disse situationer, siger Rasmus Lund Kongsgaard og fortsætter: – Den voldsomme efterspørgsel, vi ser nu, har ikke været til at forudse – hverken for brancherne, for den offentlige sektor eller for SKI. Det er en problematik, der gælder generelt – og ikke kun på SKI’s aftaler.
Rasmus Lund Kongsgaard, SKI opfordrer de offentlige organisationer til at indgå i dialog med leverandørerne om mulighederne for levering