Sag om bestikkelse genåbnet

Rigsadvokaten har bedt Københavns Politi om at åbne sag om bestikkelse igen. Sagen blev ellers droppet i november.

Sagen handler om en afdelingschef i Rigspolitiet, der var under mistanke for at have favoriseret bekendte i forbindelse med køb af konsulentydelser for adskillige millioner. I chefrollen gav hun opgaver til konsulenter uden at sætte ydelserne i udbud.

Efter mere end to års undersøgelser opgav Københavns Politi i november at rejse en straffesag mod en tidligere afdelingsleder i Rigspolitiet. Men Rigsadvokaten har nu bedt Københavns Politi om at åbne sagen på ny. Efter forlydender er der fremkommet nye oplysninger i efterforskningen – og det har givet anledning til, at sagen genoptages.

I øvrigt betyder de nye oplysninger, at Rigspolitiet har rejst krav mod afdelingschefen om at tilbagebetale 1,4 millioner kroner, som hun fik i løn og fratrædelsesgodtgørelse, oplyser Rigspolitiet til avisen B.T.

Kilde BT og /ritzau/

Del dette med dit netværk: