Når borgmesteren vinder udbuddet
Læsø borgmesteren møder kritik af, at han gennem flere år har modtaget millioner af kroner for at sælge varer og ydelser til Læsø Kommune gennem private selskaber – stort set uden udbud. Det skriver mediet Frihedsbrevet torsdag.
Kort fortalt handler det om, at borgmesterens selskaber gennem de seneste 10 år har fået et tocifret millionbeløb for at levere olie, sodavand og fragt til den kommunalt ejede havn og det kommunale selskab Læsøfærgen. Det viser en aktindsigt i borgmesterens private selskabers handel med kommunen, som Frihedsbrevet har fået. Til mediet oplyser Læsø Kommune, at det er foregået uden udbud.
Og det vækker kritik fra viceborgmester Karsten Skov Petersen (UP). – Jeg mener, der er foregået noget, der minder om nepotisme. Jeg sidder selv som viceborgmester, og jeg synes ikke, at jeg får alle de oplysninger jeg skal have. Men på den anden side, så synes jeg også, at Tobias gør det godt. Men her tror jeg, at der er en gråzone, og den har han nok udnyttet, siger Karsten Skov Petersen. Borgmesteren påpeger overfor Frihedsbrevet, at han kan huske, at et af hans selskaber vandt opgaven om at levere brændstof til Læsøfærgen. Og han medgiver, at der i forbindelse med leveringen af olie og sodavand aldrig har været nogen udbud. Men han holder fast i, at kommunen ikke har betalt overpris for ydelserne.
– Det er en storm i et glas vand. Helt lavpraktisk har min virksomhed solgt/leveret olie til færgen siden den blev etableret omkring årtusindskiftet. Jeg købte den selv tilbage i 2008, og fortsatte den kontrakt, som lå der allerede. Det udbud med at levere olie vandt vi flere gange. Kontrakten blev forlænget i 2013, og jeg blev borgmester i 2014. Så min forbrydelse ligger i, at jeg ikke i fortiden havde taget højde for, at jeg en dag kunne risikere at være borgmester, siger Tobias Birch Johansen.