MILLIARDAFTALE PÅ ULOVLIGT GRUNDLAG?

Det er (heldigvis) ikke dagligdags kost i den danske udbudsverden, når dagbladet BT føjer nye dimensioner til sagen om den tidligere chef i Rigspolitiet Bettina Jensen – sagen, der-bare-ikke-vil-gå-væk af-sig-selv. Nu handler det om potentielle ulovligheder i forbindelse med en historisk milliardaftale indgået mellem Rigspolitiet og et privat firma.

Ifølge dagbladet havde Bettina Jensen, som dengang ansvarlig for et stort udbud i Rigspolitiet, et hemmeligt møde på et hotel med det svenske firma Coor. Dette skulle angiveligt have fundet sted, lige inden firmaet bød og vandt en lukrativ kontrakt, der siden er blevet til en milliardforretning.

Under mødet blev betingelserne efter det oplyste skræddersyet sådan, at Coor kunne vinde udbuddet. Det fortæller en central embedsmand i sagen til B.T. ISS og to andre interesserede firmaer var ikke inviteret med. Udbuddet handlede om en udlicitering af Rigspolitiets såkaldte facility management, dvs. kantinedrift, rengøring og vedligeholdelse af Rigspolitiets bygninger.

Direktør i Coor Jørgen Utzon (foto) og tidligere kommerciel direktør Claus Fibiger stod i spidsen for firmaets bestræbelser på at vinde kontrakten. Utzon inviterede senere Bettina Jensen på Michelin-restauranten Kiin Kiin, ligesom han tilbød hende ‘off the record’-samtaler. Det afslører en række mail, som B.T. har fået indsigt i. Direktør i Coor Jørgen Utzon fortæller til B.T. at han ikke erindrer mødet. Han erindrer heller ikke, at han tilbød Bettina Jensen ‘off the record’-samtaler. Til gengæld husker Jørgen Utzon, at han inviterede Bettina Jensen på to middage i november 2012 og februar 2013. En af dem på Michelin-restauranten Kiin Kiin.

Mødet spillede ifølge en tidligere embedsmand i Rigspolitiet en central rolle for, at Coor vandt udbuddet. Embedsmanden fik nemlig – af Bettina Jensen – en direkte ordre om at ændre på betingelserne i udbuddet efter mødet. Formålet var at få Coor til at indgå en aftale. – Kravene blev ændret, så frekvensen og kvaliteten af ydelserne blev sat ned. Formålet var at få det til at passe til de områder, hvor Coor var mest konkurrencedygtig, siger kilden til BT og tilføjer – desuden blev bestemmelserne for bod ændret. Så hvis Coor ikke overholdt aftalen, ville det ikke betyde noget for dem økonomisk.

ULOVLIGT REGELBRUD. Ole Helby Petersen, professor ved Roskilde Universitet, kalder det et alvorligt brud på reglerne og dermed ulovligt. Der skal være gennemsigtighed og ligebehandling i offentlige udbud, og derfor må man ikke lave underhåndsaftaler eller holde hemmelige møder under en udbudsproces, siger han.

Coor vandt udbuddet 16. april 2012, fordi firmaet »afgav det økonomisk mest fordelagtige tilbud«, fremgår det af en mail, som B.T. har fået aktindsigt i.BT oplyser, at kommunikationsdirektør Anders Frandsen fra Rigspolitiet I et svar til B.T skriver, at »der i forbindelse med igangværende udbud ikke bør gives information til en tilbudsgiver, som ikke tilgår alle tilbudsgivere«..»Rigspolitiet har som bekendt indgivet en politianmeldelse til Københavns Politi om sagens samlede karakter og har ikke specifikke bemærkninger til konkrete forhold, der kan indgå i den igangværende efterforskning hos Københavns Politi,« skriver han og fortsætter: »Som ansat i politiet skal man dog undgå at sætte sig selv i en situation, hvor der kan være en mulig interessekonflikt.«

Del dette med dit netværk: