Miljømærkede offentlige indkøb
Ny strategi for grønne offentlige indkøb gør grønne valg obligatorisk. Det betyder, at de 380 mia. kr., som det offentlige hvert år køber ind for, bliver kanaliseret i en mere bæredygtig retning med bl.a. solidt fokus på produkter med Svanemærket eller EU-Blomsten. Mærkerne spiller en vigtig rolle i regeringens nye strategi for grønne offentlige indkøb, og de er med til at fremme cirkulær økonomi, reducere klimabelastningen og er stærke redskaber til at realisere FN’s 12. verdensmål om at sikre bæredygtige forbrugs- og produktionsformer.
Regeringen har netop fremlagt et udkast til en ny grøn indkøbsstrategi ”Grønne indkøb for en grøn fremtid”. Et af nøgleinitiativerne er, at det allerede i dag skal være obligatorisk for statslige indkøbere at købe rengøringsmidler, papir, tryksager og sæbe- og hygiejneprodukter, som er svanemærket eller mærket med EU-Blomsten. Listen over miljømærkede produkter, som staten skal indkøbe, vil blive udvidet hvert år. – Det er et solidt udspil fra regeringen, der kommer til at flytte de offentlige indkøb i en markant grønnere retning, hvor miljømærkerne med deres livscyklusperspektiv udgør et stærkt miljø- og klimavalg, siger Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark og understreger, at miljømærkerne gør det nemt for indkøberne at vælge blandt de miljømæssigt bedste produkter.
Regeringen sætter derudover et mål om, at alle offentlige indkøb på områder, hvor der findes officielle mærkningsordninger, skal være miljømærkede eller leve op til tilsvarende krav i 2030. – Her løfter regeringen dagsordenen på en helt ny og ambitiøs måde, hvor den både viser, at den er klar til at handle grønt og bakke op om de virksomheder, der går forrest i den grønne omstilling. Dermed sender regeringen også et stærkt signal til virksomhederne, om at de kan forvente stigende efterspørgsel på miljømærkede produkter, siger Miljømærkning Danmark direktøren .
Men de offentlige indkøbere har mange hensyn at tage, når de køber ind, herunder også pris.- Heldigvis udelukker det ene ikke det andet. Det vi i dag hører fra de indkøbere, der allerede prioriterer miljømærkede indkøb, er at det ofte er konkurrencedygtigt og samtidigt giver flere gevinster såsom færre skadelige kemikalier og længere holdbarhed, slutter Fabiansen.