Mercell; ny kontaktside – COVID 19-initiativ
Under overskriften “Find Hinanden – Formidling af kontakt mellem indkøber og leverandør” tilbyder Mercell at agere kontaktformidler, som det lyder: – Fordi vi gerne vil hjælpe Danmark, påvirket af COVID-19 og modvirke, at danske virksomheder sender produkter ud af landet, der ellers kunne hjælpe Danmark gennem krisen.
AFGØRENDE BETYDNING: Og det kommer fremover til at have en afgørende betydning. Sådan siger e-handelskoordinator, Janne Kaack, fra indkøbsorganisationen Fællesudbud Sjælland (FUS), som er én af findhinanden.dk’s samarbejdspartnere:
– Nu bliver det mere overskueligt, hvem der kan levere de produkter, som vi har behov for, siger hun og fortsætter: – Det gør, at vi kan komme hurtigere i mål, fordi vi sparer tid på, at vi ikke selv skal lede efter de relevante leverandører, siger hun.
KØBER OG SÆLGER. Flere danske kommuner fortæller, at det står kritisk til med beholdningen af værnemidler. Senest har flere østjyske kommuner skrevet, at der er lavvande på lagrene, og at det skaber bekymringer.
Noget paradoksalt har danske leverandører, der kan løse behovene, som COVID-19 har skabt, haft svært ved at etablere kontakt til de respektive indkøbsorganisationer. Det skal den nye kontaktside råde bod på: Den skal virke som et bindeled, der bygger bro mellem indkøber og leverandør, lyder visionen.
Det er Mercell-gruppen, der har udviklet hjemmesiden findhinanden.dk, der gratis etablerer kontakt mellem indkøber og leverandør – så de produkter, som indkøbsorganisationerne mangler, nemt og hurtigt kan blive identificeret og købt.
BRUG FOR HJÆLP. Managing Director for Mercell-gruppen i Danmark, Kevin Leig Bengtsson, oplever, at Danmarks indkøbere og leverandører har brug for hjælp til at komme i kontakt med hinanden: – Verdensmarkedet bliver lige nu støvsuget for leverandører af produkter, der kan løse de behov, som COVID-19 har skabt. Alligevel ser vi, at der er virksomheder i Danmark, som har svært ved at finde de interesserede indkøbere.
Vi håber, at myndighederne nu får adgang til den underskov af danske leverandører, der er i stand til at levere de ekstremt efterspurgte varer, når de bruger findhinanden.dk, siger Kevin Leig Bengtsson.
Flere indkøbere har allerede købt. Findhinanden.dk indeholder over 50 annoncer fra forskellige leverandører, der lige nu har livsnødvendige produkter som kitler, mundbind og håndsprit på lager. Og de første indkøbere har allerede fundet deres nye leverandør.
Hjemmesiden er på nuværende tidspunkt gratis, og alle danske indkøbere og leverandører kan bruge siden til at købe eller sælge produkter, der kan hjælpe Danmark med at komme så skånsomt gennem krisen som muligt.