Landets bedste erhvervsklima
Ikast-Brande har Danmarks bedste erhvervsklima. Det bedste sted at drive virksomhed i Danmark er Ikast-Brande Kommune efterfulgt af Herning og Hedensted. Det viser Dansk Industris undersøgelse af de danske kommuners erhvervsklima, som knap 7.700 virksomheder har deltaget i.
Hvis der var nogle, der troede, at valget af en ny borgmester kunne rokke ved Ikast-Brandes position som Danmarks bedste erhvervskommune, tog de fejl.
Dansk Industris årlige analyse viser nemlig, at Ikast-Brande igen-igen har taget titlen, som den kommune, hvor de lokale virksomheder er allermest tilfredse med erhvervsklimaet. Sejren bliver – ikke overraskende – taget rigtig godt imod på borgmesterkontoret i Ikast-Brande. – Jeg er jo ny borgmester, og derfor ville det være rigtig surt, hvis vi var røget ned på en 10ende plads. Det ville have gjort ondt. Desuden er jeg selv fra erhvervslivet, hvorfor jeg går rigtig meget op i, at vi har et godt erhvervsklima i kommunen, siger borgmester Ib Boye Lauritsen (V).
Han tilskriver sejren, at der fra et samlet byråd er fokus på, at Ikast-Brande er en god kommune at drive virksomhed i. – Vi vil være Danmarks erhvervskommune, siger han.
Fra DI lyder det også, at de i Ikast-Brande er et foregangseksempel for andre kommuner i Danmark. – Ikast-Brande har vundet i Lokalt Erhvervsklima i otte ud af ni år. Det taler sit eget tydelige sprog om en kommune, hvor både politikere og embedsværk er virkelig gode til at servicere og skabe smidige forhold for områdets virksomheder, siger adm. direktør for DI, Karsten Dybvad.