DE: Stil grønne krav til offentligt indkøb

Ny politik fra Dansk Erhverv: Sådan kan det offentlige igennem sine indkøb understøtte den grønne omstilling – og sådan kan bidrages til at skabe både vækst og grøn innovation i Danmark.

STIL direkte krav til, at den offentlige sektors indkøb? Med årlige offentlige indkøb for 380 mia. kr., svarende til 17 procent af vores BNP, kan staten, kommunerne, regionerne og offentlige virksomheder i samarbejde gøre en markant forskel for den grønne omstilling. Det mener Morten Jung, markedschef i Dansk Erhverv: – Det offentlige er med sin store indkøbsmuskel et enormt vigtigt område at kigge på, når vi skal reducere Danmarks udledning af CO2, siger han.

Med klimaloven har Danmark en målsætning om at reducere CO2-udledningerne med 70 procent i 2030. Men der er i dag ingen direkte krav til, at den offentlige sektors indkøb skal bidrage. I stedet er brugen af grønne krav i høj grad baseret på frivillighed. Derfor foreslår Dansk Erhverv blandt andet, at der formuleres mål og krav til den offentlige sektors indkøb.

– Vi mener, at der skal stilles helt konkrete krav til det offentliges indkøb. Det er vigtigt, at der i udbudsrunder konkurreres på at levere den mest klimarigtige løsning, siger Morten Jung – og han peger på, at det private erhvervsliv har indgået 13 officielle klimapartnerskaber, og han opfordrer til, at det offentlige lader sig inspirere og gør det samme. – Jeg ser gerne, at det offentlige også bidrager og fastsætter et bindende mål for sin reduktion af CO2 på deres indkøb, siger han.

Konkurrerer virksomhederne om, hvem der laver de mest klimavenlige løsninger, så bliver innovation automatisk en del af udbudsrunderne. Det vil bidrage til mere grøn nytænkning, som vi også kan få en international konkurrencefordel ud af, lyder forslaget  – og alt tyder også på, at de danske virksomheder bakker op. En ny medlemsundersøgelse fra Dansk Erhverv viser, at 75 procent af virksomhederne hilser krav til klima og miljø velkommen, når det offentlige køber ind.

Dansk Erhverv og Morten Jung understreger dog også, at det er vigtigt, at der bruges den samme tommestok til at sikre ensartede og solide klimastandarder og metoder til klimaberegningerne. I den forbindelse foreslår Dansk Erhverv, at der udvikles en positivliste, der sikrer ensartede beregninger på tværs af både landegrænser, private virksomheder og den offentlige sektor.

Læs alle Dansk Erhvervs forslag og baggrund for forslagene her: https://www.danskerhverv.dk/siteassets/mediafolder/dokumenter/04-politik/2020/gronne-og-klimarigtige-offentlige-indkob-2020.pdf

Del dette med dit netværk: