IKA: Danmarks bedste udbud

 ”Danmarks Bedste Udbud” er prisen, der uddeles på grund af nytænkning, innovation og fremme af samarbejde mellem offentlige og private aktører.

Forum for Offentlig Privat Samarbejde har de sidste mange år uddelt denne pris, men i forbindelse med nedlæggelsen af Forum for Offentlig Privat Samarbejde (FOPS), har FOPS bedt IKA om at overtage uddelingen af prisen.

– Det er en stor ære og fornøjelse, at IKA fremover skal uddele denne pris. Igennem de seneste år har der været stor opmærksomhed om vinderen af ”Danmarks Bedste Udbud”, da prisen er gået til et udbud, der har været frontløber på området, eller hvor der er gået nye veje for at få etableret en god kontrakt og lige så vigtigt, et godt samarbejde om udførelsen af opgaven. Sådan siger Formand for IKA, Jeanet Vandling og fortsætter:

– Som formand for IKA er jeg stolt over at kunne fortsætte denne hyldest af ”Danmarks Bedste Udbud”, hvor mange interessenter, såvel hos ordregiver som hos tilbudsgiver, ofte er involveret i udbudsprocessen og det efterfølgende samarbejde. Det passer godt ind i IKAs nye vision ”vi vil være knudepunktet for offentligt indkøb”. At være knudepunktet for offentligt indkøb indebærer ud over at være netværk også at blive set og hørt. Vi mener, at vi skal og kan samle indkøbstrådene, og vi kan og vil være med til at sætte kursen for offentligt indkøb.

– Blandt vores medlemmer findes en enorm viden om offentlig indkøb og der udvikles konstant nye interessante metoder til at løse opgaver og udfordringer på. Her vil vi være knudepunktet, der faciliterer, at den viden samles, deles, udvikles og deles igen. Det er i fællesskab, at vi udvikler offentligt indkøb. At være knudepunktet betyder også, at vi er medlemmernes stemme i forhold til udviklingen inden for offentligt indkøb. Eksempelvis sad IKA med i udbudslovsudvalget, og i øjeblikket er IKA ved at indsamle erfaringer med den nye udbudslov fra vores medlemmer for at kunne gå i dialog ved en revision af loven. Kompetenceudvikling og tilbud om aktuelle kurser og uddannelser er en af hjørnestenene i IKA, det er et højt prioriteret område og en del af visionen; at være det foretrukne sted for kompetenceudvikling.

– IKA er ikke en konkurrent til indkøbsfællesskaberne, vores rolle er tværtimod at understøtte indkøbsfællesskaber og indkøbsafdelingerne i deres arbejde, fastslår Jeanet Vandling. Uddeling af prisen Prisen uddeles fremadrettet på IKAs årskonferencel. Man kan læse mere om IKA på www.ika.dk.

Del dette med dit netværk: