Amager Bakke omgår udbudslov
Uden styr på udbudsregler. Den nye udbudslov har åbenlyst ikke fundet nåde eller vundet indpas hos det største kommunalt ejede affaldsselskab, Amager Ressource Center. Her har man i årevis set stort på dansk lov og orden – og efter for godt befindende brudt udbudsreglerne ved at købe direkte ind for et trecifret millionbeløb. At reglerne klart foreskriver, at kontrakterne skulle være sendt i udbud, er forbigået affaldsselskabets opmærksomhed..
Selskabet, der er bedst kendt for forbrændingsanlægget Amager Bakke, har ifølge Kommunen.dk indgået store kontrakter for samlet 121,3 millioner kroner med selskaber, uden at det er sendt i udbud. – Det tyder på, at der ikke har været helt styr på eller lyst til at overholde udbudsreglerne. – Det er den største og mest markante overtrædelse af reglerne, når man ikke udbyder opgaverne. Det er selvfølgelig problematisk, siger Michael Steinicke, juraprofessor ved Juridisk Institut, Aarhus Universitet, til Kommunen.dk.
Ifølge dette medie er det de tre selskaber Calderys Danmark, Faxe Kalk og Lindpro, der har fået ordrerne i perioden 2010 til 2017. – De værste overtrædelser er den ulovlige, direkte tildeling, som der er tale om her. – Dem er der typisk ingen, der klager over – sjovt nok – fordi ingen får kendskab til dem. Det er kerneproblemet, fordi langt de fleste overtrædelser af denne slags derfor får lov til at flyve under radaren, siger advokat med speciale i udbudsret Jacob Georg Naur til Kommunen.dk.
Amager Ressource Center erkender over for mediet, at opgaverne burde være sendt i udbud. – Amager Ressource Center har i de seneste år haft skærpet opmærksomhed på udbudsreglerne og overholdelsen af disse. – Dette netop for at undgå fejl som disse. Det er dog ikke en undskyldning for de fejl, der er begået tidligere, og som jeg beklager, skriver direktør i Amager Ressource Center Dan Fredskov til Kommunen.dk.
Amager Ressource Center har længe været i kritisk fokus, da økonomien i og antagelserne for opførelsen af prestigebyggeriet Amager Bakke ikke har holdt stik.
Kilde: https://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/koebenhavns-affaldsselskab-har-omgaaet-udbud-i-millionkontrakter/7170168