Administrativt “monstrum”
En ny udbudsformular er et administrativt monstrum, hvor virksomheder bl.a. skal skrive, om de er dømt for terror, menneskehandel og hvidvaskning, hvis de vil prækvalificeres til kommunale udbud. Håndværksrådet vil opfordre erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen til at tage den nye standardformular, ESPD, op med sine europæiske kolleger. Alle virksomheder, der ønsker at byde på offentlige udbud, skal udfylde formularen, som har udløst et ramaskrig i erhvervslivet.
– De seneste år har regeringen og virksomhederne arbejdet tæt sammen om at lette erhvervslivets administrative byrder. Den nye ESPD-formular er et kæmpe tilbageskridt i den proces, og mange virksomheder har brugt rigtig mange timer på at forstå skemaet. Nogen har måttet hente hjælp fra advokater og andre rådgivere, og det betyder, at deres omkostninger ved at byde på offentlige opgaver bliver tårnhøje. Sådan siger afdelingschef i Håndværksrådet, Frank Korsholm.
I skemaet skal virksomhederne bl.a. svare på, om de er dømt for terror, om de bidrager til menneskehandel og hvidvaskning af penge. – Det er jo at gøre grin med voksne mennesker. Men var det bare det, så ville man nok overleve det. Mange af rubrikkerne er dybt indviklede, og man blive kastet rundt i spørgsmålene. Ikke engang vejledningen til at udfylde hovedskemaet er til at forstå, hvilket er under al kritik, siger Frank Korsholm.
Den nye formular følger af den nye Udbudslov, som trådte i kraft fra årsskiftet. Frank Korsholm understreger, at det ikke er selve udbudsloven, der er noget galt med. Den har erhvervslivet selv været med til formulere, men ESPD-formularen er derimod udformet af EU-embedsmænd, som ikke kender til danske forhold.- Vi er nødt til at bede ministeren om at løfte den nye formular op på det politiske niveau. Ellers er det jo helt til grin, at vi arbejder sammen om at lette de administrative byrder, når virksomhederne kan blive udsat for det her, siger Frank Korsholm.