AARHUS VINDER IKA PRIS
Aarhus Kommune er blevet kåret som vindere af IKA Prisen 2022 på baggrund af et nyskabende udbud i spændet mellem offentlig-privat samarbejde.
I indstillingen af Aarhus Kommune, som er indsendt af Forenede Service, lægges der desuden vægt på, at kommunen har været tilpasningsparate og samtidig sikret et konstant fokus på muligheder, udvikling og tilpasning i løbet af kontraktperioden. Prisen vækker stor glæde hos Renè Gervig Hansen, der til daglig er ansat som udbudskonsulent i Aarhus Kommune: – Det er en stor ære at blive tildelt IKA Prisen. På en måde kan man vel godt sige, at det er den ultimative anerkendelse af et stort stykke arbejde. Derudover er det et udtryk for, at vores arbejde som udbudskonsulenter betyder noget. Vi kan som organisation og enkeltpersoner skabe en forskel, hvis vi tænker os om og gør os umage. Derfor er Aarhus Kommune utrolig stolte af at vinde IKA Prisen 2022.