Aalborg Forsyning: CSR-krav som standard
– Aalborg Forsyning køber hvert år ind for over en milliard kroner. Den indflydelse, som vores indkøbsvolumen giver, vil vi bruge aktivt til også at løfte et socialt, bæredygtigt og samfundsmæssigt ansvar forankret i UNGPs og OECD’s retningslinjer. Derfor går vi foran, selvom retningslinjerne endnu ikke er lovkrav i EU, og vi håber, at den ansvarlige virksomhedsadfærd vil sprede sig som ringe i vandet ved, at vi stiller krav til vores leverandører, som så stiller krav til deres leverandører osv., siger Nils Ove.
CSR-krav afskrækker ikke leverandører. Aalborg Forsyning har allerede gjort sig nogle erfaringer med at stille CSR-krav og inddrage UNGPs og OECD’s retningslinjer i evalueringen af tilbud. – Erfaringerne har vist, at CSR-kravene ikke afskrækker nogen fra at give tilbud, og derfor går vi nu videre og får kravene skrevet ind i kontrakterne med vores leverandører. Vi vil også fortsat inddrage CSR i evalueringen af tilbud, hvis vi på forhånd får kendskab til, at markedet har generelle udfordringer i forhold til at imødekomme UNGPs og OECD’s retningslinjer. I de tilfælde vil leverandørerne allerede i deres tilbud skulle tage aktivt stilling til, hvordan de vil imødekomme udfordringerne, siger Nils Ove.
Idet UNGPs og OECD’s retningslinjer stadig ikke er lovpligtige i EU, vil Aalborg Forsyning gøre en aktiv indsats for at hjælpe leverandører og samarbejdspartnere godt i gang. Derfor vil der som udgangspunkt blive holdt orienteringsmøder på alle de udbud, hvor retningslinjerne for ansvarlig virksomhedsadfærd bliver inddraget.