Verdensmester i offentlig digitalisering
Danmark er blevet verdensmester i offentlig digitalisering. Rikke Hougaard Zeberg (foto), Direktør hos Digitaliseringsstyrelsen: – I dag er vi bare så stolte i Digitaliseringsstyrelsen. Og jeg er SÅ stolt af alle medarbejderne i DIGST, som hver dag går på arbejde for at levere de digitale løsninger, som er fundamentet for en effektiv offentlig sektor. Forudsætningen for, at det offentlige DK kan levere en sammenhængende service af høj kvalitet. Vi vil også fremover gøre os umage for at holde DK helt i front på denne vigtige dagsorden
FN har i dag offentliggjort 2018-benchmarkingen om offentlig digitalisering, og Danmark topper for første gang listen. FN lægger i benchmarkingen især vægt på, at Danmark har fundet den rette balance mellem en effektiv offentlig digitalisering og muligheden for at hjælpe den enkelte borger.
FN har lavet benchmarkingen ca. hvert andet år siden 2001, og i 2018-udgaven ligger Danmark for første gang nummer 1 blandt FN’s 193 medlemslande inden for offentlig digitalisering. – Danmarks top-placering er fuldt fortjent. Jeg glæder mig meget over, at mange års hårdt arbejde med at digitalisere den offentlige sektor, og gøre den mere gennemskuelig og lettere at gå til for både borgere og virksomheder nu for alvor slår igennem i de internationale benchmarkinger. Den netop offentliggjorte FN-benchmarking bekræfter, at vi gør det rigtige og dermed bidrager til at omstille den offentlige sektor til fremtiden til glæde for alle, udtaler Sophie Løhde, innovationsminister.
– Vores placering globalt inden for offentlig digitalisering er et stærkt udgangspunkt for, at vi i de kommende år kan udvikle en offentlig sektor, der i langt højere grad kan levere en sammenhængende service af høj kvalitet til gavn for borgere og virksomheder. Og det er præcist det, som regeringens kommende sammenhængsreform vil fokusere på, siger Sophie Løhde.
Danmark har taget et tigerspring til 1. pladsen i benchmarkingen sammenlignet med sidste måling i 2016, hvor Danmark lå på en 9. plads. Særligt det store udbud af digitale tjenester og det faktum, at borgere og virksomheder har taget dem til sig, har været stærkt medvirkende til, at Danmark i dag er verdensmester i offentlig digitalisering.
Læs videre her: https://publicadministration.un.org/en/Research/UN-e-Government-Surveys