Arkitektur og FNs verdensmål
Ny bog viser, hvordan arkitektur kan bidrage til FN’s Verdensmål. Bogen indeholder 80 projekter i alle skalaer og fra hele verden og kan tjene som inspiration til alle, der arbejder indenfor det byggede miljø.
Bogen kan downloades gratis. Og alle er velkomne til digital debat 30. oktober.
An Architecture Guide to the UN 17 Sustainable Development Goals Volume 2 illustrerer, at arkitektur kan yde betydelige bidrag uanset budget, ressourcer og geografi.
Projektet er nonprofit, og bogen kan downloades gratis
I forhold til bæredygtighed er der store udfordringer men heldigvis også muligheder i det byggede miljø, mener arkitekt Natalie Mossin, der chefredaktør for publikationen.
”Vi er nødt til radikalt at ændre den måde, vi bygger på. Det byggede miljø er storforbruger af energi og naturressourcer og storproducent af affald. Måden vi bygger på kan skabe øget ulighed og forbedre vores sundhed – eller det modsatte. Med denne bog ønsker vi at inspirere byggeriets aktører til at engagere sig i både miljømæssige og sociale udfordringer”, siger Natalie Mossin, der er institutleder på Det Kongelige Akademi – Institut for Bygningskunst og Teknologi.
De 80 projekter, som redaktionen har valgt, spænder fra store politiske planlægningsprojekter til mindre interventioner på græsrodsniveau. Alle projekter involverer sig i bæredygtig udvikling og har en ambition om betydelig indflydelse i deres respektive lokale sammenhænge.
An Architecture Guide to the UN 17 Sustainable Development Goals Volume 2 udgives af Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering i partnerskab med UIAs kommission for bæredygtig udvikling og UIA World Congress of Architects 2023, som er støttet af foreningen Realdania.
Redaktørerne håber, at guiden vil inspirere studerende, arkitekter, beslutningstagere og andre interessenter til at diskutere, hvordan arkitektur kan bidrage til bæredygtig udvikling ved at vise dem byggede eksempler fra hele verden.
”Vores bog viser, at det byggede miljø, planlægning, arkitektur, landskabsarkitektur og design interagerer med hvert af de 17 mål for bæredygtig udvikling. Og mest afgørende: Vi viser, at det ikke kun er en ambition eller et fremtidigt potentiale men derimod realiserede bygninger, bosættelser og byer over hele verden. Det viser, at alle vi, der arbejder med det byggede miljø, kan bidrage til virkeliggørelsen af målene”, siger arkitekt Natalie Mossin, chefredaktør for publikationen.