Udbud af vejbelysning
Ny teknologi, ny udbudslov og dramatisk ændrede markedsvilkår vil sætte helt nye dagsordner for udbud af vejbelysning i de kommende år. Dette har fået ÅF Lighting og Horten Advokatpartnerselskab til at udvikle version 2 af det udbudsmateriale, der hidtil har været det mest brugte i markedet. Det nye materiale tager højde for de nye muligheder og den erfaring, der er samlet op efter mere end 20 udbud gennem de seneste år – blandt andet for Hovedstadens Belysningssamarbejde. Det skriver Horten.
Dette skal ses i lyset af, at ÅF Lighting i tæt samarbejde med Horten Advokatpartnerselskab har oplevet en kraftig bølge af udbud for kommunal vejbelysning i de senere år. Udbuddene kommer efter en række forløb med tilbagekøb af belysningsanlæggene fra det lokale elselskab, som hidtil har ejet anlæggene. For at høste besparelserne med ny LED-teknologi og avancerede styringsløsninger, samt fordelene ved dramatisk ændrede konkurrenceforhold, har en række kommuner som Gribskov, Greve, Herlev, Brøndby, Lejre og Dragør konkurrenceudsat deres kommunale driftsog vedligeholdsopgaver og energirenovering af udtjente vejbelysningsanlæg. For at gøre dette muligt har et tilbagekøb været nødvendigt.
De nævnte kommuner har alle sparet betydelige millionbeløb ved at udbyde deres drift, vedligehold og energirenovering via et samlet udbud baseret på udbudsmodeller med indbyggede dynamiske armaturpriser og garanti for opnåede energibesparelser. I næste udbudsbølge indbygges de muligheder, som den nye udbudslov giver, ligesom erfaringer fra de gennemførte udbud integreres. Det omfatter blandt andet lysstyringsstrategi, energirenovering, kontraktlængde, garantiforhold og transientbeskyttelse.
Læs videre: http://horten.dk/Nyhedsliste/2016/Maj/Dramatiske-forandringer-ved-udbud-af-vejbelysning