”Tyra” huserer i Odense

Robotten ”Tyra” i Odense Kommune øger datakvalitet og eliminerer rutinearbejde

Af Flemming Kjærsdam

I et syv uger langt pilotprojekt i Odense Kommune med software robotter i administrationen har kommunen opnået automatisering af serviceprocesser, bedre datakvalitet og mere tilfredse medarbejdere. ”Det åbner et meget interessant perspektiv for fremtidens digitalisering,” siger IT- og Digitaliseringschef Jørgen Brolykke Rasmussen, Odense Kommune.

Resultatet af et syv uger langt softwareprojekt er effektiviseringer, aflastning af medarbejdere, øget datakvalitet og forbedret dokumentation, så nu får robotten “Tyra” endnu flere opgaver lagt på sine skuldre. Der er mere at komme efter. Allerede i denne måned sættes automatiseringen af en tredje proces omkring tilbagebetalinger i gang.

Odense Kommune har gennemautomatiseret to processer ved brug af software robotter (RPA=Robotic Process Automation). Pilotprojektet har nået en automatiseringsgrad på over 80 pct. og har givet kommunen blod på tanden til mere – og frem for alt nogle interessante perspektiver om at benytte robotter i administration og sagsbehandling.

EFTERSPØRGES. Et andet nyt perspektiv set med it-afdelingens øjne er, at det er ”forretningen”, der efterspørger implementering af robotter. Det er ikke it-afdelingen, som skal sælge robotterne ind til ”forretningen”. Især økonomifolk efterspørger robotløsninger til eksempelvis at tjekke udbetalinger, ganske enkelt fordi der er penge i det.

”Vi har valgt de opgaver, der ligger til højrebenet. Men det er klart, at robotter også kan overtage jobs. Der er så meget potentiale i det, at vi ikke kan se bort fra det. Omvendt er det vigtigt, at vi implementerer det rigtigt og inddrager medarbejderne og bruger deres viden og erfaringer, hvor der er behov for det. Så det er vigtigt at få kompetencerne på plads,” siger Jørgen Brolykke Rasmussen.

Brugen af RPA er en værdifuld overgangsløsning og et egentlig supplement til et fremtidigt IT-systemlandskab med fuldt integrerede og sammenhængende IT-systemer.

Læs videre: http://itsmf2012.net.dynamicweb.dk/Nyhedsbreve/Nyhedsbrev-juni-2017/1-odense-robot.aspx

 

 

Del dette med dit netværk: