Stort ja, tak til solcelleanlæg

Folkeafstemninger om solcelleanlæg i Tønder ender med et stort ja tak. Det er borgere i to lokalområder i Tønder Kommune, der har stemt ja ved to vejledende folkeafstemninger om placering af solcelleanlæg. Dermed er der samtidig skrevet Danmarkshistorie. Tønder Kommune er nemlig den første kommune i Danmark til at afholde vejledende folkestemninger om solcelle- og vindmølleparker. Det skriver Altinget.dk.

“Det er helt nyt land for os som kommune at gennemføre disse afstemninger. Formålet med dem er at give borgere, der bor tæt på de enkelte projekter, en ekstra mulighed for at give deres holdning om projektet til kende”, udtaler borgmester i Tønder, Jørgen Popp Petersen, i en pressemeddelelse. I alt kunne 965 borgere stemme ved de to afstemninger om i alt 66 hektar solceller. Der var dog kun 292, der valgte at stemme. Det største projekt ved Bredebro blev bakket op af 60 procent, mens det mindre projekt nord for Toftlund fik opbakning fra 72 procent af borgerne.

Resultatet af afstemningerne er ikke bindende, men kun vejledende for kommunalbestyrelsen, der skal tage den endelige beslutning, og skal ses som et supplement til den almindelige høringsproces.

Del dette med dit netværk: